23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Optimisme hos entreprenører trods fald i projektsalg

Der skal stadig bygges en masse boliger, lyder det fra eksempelvis 5E Byg

Selvom salget af projektlejligheder i København er faldende, skal der stadig bygges mange flere boliger i de store byer, lyder det fra en række entreprenører Licitationen - Byggeriets Dagblad har talt med.



- Det kan godt være, at projektsalget dykker, men vi kan mærke, at eksempelvis pensionskasserne stadig har behov for flere boliger, siger adm. direktør Per Jørgensen fra den fynske entreprenør 5E Byg.



Fald i projektsalg

Der er i den senere tid blevet spekuleret kraftigt i, at boligbyggeriet ville falde de kommende år i Danmark.



Og Dagbladet Børsen skrev torsdag, at salget af projektlejligheder i eksempelvis København er halveret i årets første syv måneder. Den udvikling udlægges som et tegn på, at markedet er under opbremsning. Det sker efter en periode med en meget høj byggeaktivitet i hele landet, der primært har været trukket af boligbyggeriet.



Udover en stor efterspørgsel fra landets pensionskasser, så oplever 5E Byg også, at der stadig er en del private investorer i markedet.



- Der er også en del lokale investorer, der ønsker flere udlejningsboliger. De er dog blevet mere opmærksomme på kvaliteten af byggeriet og placeringen. Man tænker sig mere om, siger Per Jørgensen.



Prisvenlige boliger

Den svenskejede projektudvikler Bonava har allerede i 2016 taget konsekvensen af et konjunkturfølsomt projektboligmarked. Virksomheden forfølger en strategi, hvor man laver ’affordable’ boliger i mellemsegmentet. Det vil sige boliger i prisklassen 3 til 4 mio. kr., der geografisk ligger uden for det centrale København.



- Der vil altid være en interesse for prisvenlige boliger, siger Morten Jakobsen, der er finansdirektør i Bonava Danmark.



Virksomheden oplever heller ikke, at entreprenørerne har fået mindre travlt.



- Der er gang i så meget andet i Danmark, og vi oplever ikke faldende priser.



Morten Jakobsen angiver to årsager til den faldende interesse for især de dyrere boliger.



- Vi har hver weekend kunder som gerne vil købe, men som ikke kan få finansieret deres køb på grund af de nye låneregler. Derudover er der mange, som holder sig tilbage på grund af de nye boligskatter, der er planlagt til 2021, siger Morten Jakobsen.



Alle lejligheder solgt

Entreprenøren Hoffmann har fornylig solgt den sidste lejlighed i et større projekt på Amager, der talte 115 boliger.



- Vi begyndte at sælge de første boliger i 2017. Salget gik hurtigst i starten, men fladede efterfølgende ud, siger adm. direktør Torben Bjørk Nielsen fra Hoffmann.



Hoffmann gør sig ellers ikke meget i projektudvikling af boliger til private. Og virksomheden berøres udelukkende indirekte af en nedgang i projektmarkedet.



- Af hensyn til de kunder vi bygger for, så ser vi gerne at markedet stabiliseres, siger han.



Den midtjyske entreprenør KPC har en minimal disponering mod projektmarkedet i deres egen udvikling. Og meldingerne om en faldende tendens på projektmarkedet har ikke den store konsekvens for virksomheden.



- KPC har ikke haft fokus på at bygge for developere, og nedgangen for projektsalg er derfor ikke noget KPC specifikt reagerer på, udtaler topchef Bo Knudsen fra KPC.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141