Dengang København kom op i højden

At bygningshistorie kan være alt andet end kedeligt, er genoptrykket af (lære)bogen "Københavnsk etageboligbyggeri 1850-1900" et fremragende eksempel på.

For selv om det 408 sider store værk, med undertitlen "En byggeteknisk undersøgelse" på overfladen kan virke temmelig tør, er bogen ved nærmere eftersyn fyldt med guldkorn; selvfølgelig for den historisk interesserede, men i høj grad også for professionelle, der vil en tur bag scenetæppet og høste indsigt i fortidens byggeskik- og metoder.

Bogen har ifølge Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet, der har genoptrykt bogen fra 1983, længe været efterspurgt, ikke mindst på renoveringsuddannelserne på Danmarks Tekniske Universitet.

Og efter at have bladret, læst og ikke mindst studeret de gamle charmerende tegninger, som bogen er fyldt med, kan jeg godt forstå hvorfor.

Små og overbefolkede boliger
Alle, der kommer i nærheden af at arbejde professionelt med etageboligmassen, der blev opført i anden halvdel af 1800-tallet, og i særlig grad hovedstadens boliger, kan få glæde af bogen. Den giver nemlig et fornemt overblik over både byggeteknik, materialer brugt på den tid, funderingsmetoder, tage, bjælkedimensionering og alt, hvad vor tids renoveringsfolk skal vide; om bygninger fra en periode, da lejlighederne var små og overbefolkede - og derfor i en senere tid udskældte.

Bogen kan derfor også læses som et forsvarsskrift for en boligmasse, der op gennem især 1960’erne og 70’erne blev opfattet som nedslidt og udtjent. Men stemningen vendte, og da bogen blev skrevet i 1983 var der bred enighed i fagkredse om, at etageboligerne var bevaringsværdige i forbindelse med de gennemgribende by- og boligforbedringer, der skete i de år.

Brand gav ny byggeteknik
At hovedforfatteren Jesper Engelmark, støttet af blandt andre professor Poul Kjærgaard fra Arkitektskolen i København, har valgt 1850 som startår, er lidt tilfældigt. Som han skriver, kunne det også have været 1852, da voldene faldt, eller 1856, da hovedstaden fik sin første byggelov, af eftertiden betegnet som Københavns "slumbyggelov", hvilket også nuanceres sobert og velskrevet af forfatteren.

Ikke mindst afsnittet om byggeteknik er interessant læsning, og minder os om, hvordan tidligere tiders katastrofer, i dette tilfælde Københavns brand i 1795, førte til, at alt byggeri i hovedstaden blev opført med grundmurede ydervægge og med indervægge af udmuret bindingsværk.

Anden halvdel af 1800-tallet var også en tid, da fremkomsten af Portland-cement betød en revolution inden for murerfaget, idet man både havde fået et langt stærkere bindemiddel ved tilberedning af mørtel og beton, dels fået nogle æstetiske muligheder, da den maskinelle fremstilling gav bedre formstabilitet og dermed åbnede for de kendte udsmykninger af facaderne.

Danmark i forvandling
Så er du byggehistorisk interesseret, er det bare at kaste dig over murstensbogen, der vrimler med fakta, som indirekte også fortæller den dramatiske historie om et Danmark, der gik fra rent bondesamfund og ind i industrialiseringen. Her blot et enkelt eksempel på den enorme vækst og urbanisering:

I 1847 var der 778 teglværker i Danmark , med en arbejdsstyrke på 1.600 arbejdere, men kun 300 fuldtidsprofessionelle tegl- og kalkbrændere.

I 1897 var der lidt færre teglværker, men til gengæld var den samlede stab nu oppe på 8.500 arbejdere, der på de 189 største værker producerede 330 mio. mursten om året. To år senere var det tal svulmet op til 500 mio. mursten.