Anlægsentreprenøren Arkil A/S har skåret godt to og en halv uge af den reviderede tidsplan for renoveringen af Den gamle Lillebæltsbro, hvilket betyder, at broen bliver genåbnet for trafikanter fredag den 13. september.
Broen har været lukket for bilister siden januar.
Projektleder Janie Winther Ipsen roser samarbejdet med entreprenøren.
- Vi har været meget fokuserede på at indhente forsinkelsen fra 2018, hvilket blandt andet er gjort ved at kigge på styringen af projektet, siger hun og nævner også, at vejret har været gunstigt.
Oprindelig skulle broen kun have været spærret i 20 uger i 2019, men det blev ændret til 35 uger, da fremdriften i 2018 ikke fulgte planen. Kun omkring halvdelen af det planlagte arbejde for 2018 blev nået.