23948sdkhjf

LICITATIONEN MENER: Nedslående nyt om arbejdsulykker

Her gik man og troede, at flere års intensivt arbejde med at forbedre arbejdsmiljøet i bygge- og anlægsbranchen og reducere de mange arbejdsulykker, som har kendetegnet branchen, ville betyde færre tilskadekomne bygge- og anlægsarbejdere.

Men ak. For nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at kurven for arbejdsulykker langt fra er knækket i byggeriet. Ulykkesfrekvensen var sidste år den næsthøjeste i perioden 2010 til 2018.

Byggeriets organisationer dækker sig ind under travlheden i byggeriet. Det kan ganske givet være noget af forklaringen, ligesom at flere ansatte i byggeriet bestemt også kan være en medvirkende årsag til, at ulykkesfrekvensen er høj.

Men det er rigtig sørgeligt, at virksomhederne dækker sig ind under travlhed, som årsag til flere arbejdsulykker. For det handler ikke mindst om at sikre byggepladserne noget bedre og at planlægge arbejde ordentligt.

Samtidig er der grund til at råbe vagt i gevær, når det ikke mindst er blandt de unge ansatte, at ulykkerne sker.

Byggeriet har ikke råd til, at så mange nye ansatte, der helst skal være i branchen i rigtig mange år, kommer til skade. Det koster dyrt for både den enkelte ansatte, virksomhederne og samfundet. Sikkerhedsaspektet skal indprintes langt mere på uddannelserne, og så skal de ældre ansatte og virksomhederne sammen gøre en langt mere aktiv indsats for at forhindre Tarzan- og machokulturen på byggepladserne. Det er ikke hele løsningen, men kan langt hen ad vejen skabe et sikrere arbejdsmiljø.

Artiklen er en del af temaet Lederen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142