23948sdkhjf

Ny gågade skal samle folk i Frederikshavn

De eksisterende chaussésten bliver en stor del af den nordjyske bys nye gågade

I november 2018 blev fire vindere kåret i Frederikshavn Kommunes idékonkurrence om de bedste idéer til udformningen af Frederikshavns nye gågade. Juul I Frost Arkitekter, der vandt hovedpræmieren i idékonkurrencen, har nu tegnet videre på idéerne og udarbejdet forprojektet.

Omdannelsen af Danmarksgade fra Kirkepladsen til Fisketorvet forvandler gågaden til en samlingsgade med centrale samlingspunkter, der løfter bymiljøet og mulighederne for liv, fællesskab og aktivitet i midtbyen.

To pladser opgraderes, og her udnytter man de naturgivne forudsætninger, der hvor der er mindst vind og mest sol.

- Ambitionen er, at gågaden skal binde byen sammen, vise vej og invitere til nye oplevelser. De to byrum skal give besøgende og borgere lyst til at gå på oplevelse i resten af byen og fungere som samlingspunkter for byliv med ophold og leg, udtaler Helle Juul, Ph.d., Juul I Frost Arkitekter, i en pressemeddelelse.

Det grønne træk
Byrummet i TH. Bergs Gade kaldt "Brynet" beplantes for at fremhæve det grønne træk fra Krudttårnet til Rådhusparken.

Træerne giver med deres rødlige efterårsfarver varierende oplevelser året igennem. Samlingspunktet ved Kallstorvet kaldt "Mælkevejen" får en stjernehimmel i belægningen dannet af sten.

Det udstyres med møbler og en scene. Etableringen af denne scene er sikret gennem en donation på 250.000 kr. fra Salling Fondene.

Historiske referencer
Lysmasterne bliver et gennemgående element, som refererer til historien om Tordenskiolds soldater, der marcherer i ring, så de fremstår som flere.

- Lysene skal tilføje gågaden noget særligt, noget herlighedsværdi, og fungere som ledestjerner ligesom på havet. Samtidigt vil belysningen give en oplevelse af tryghed, når man opholder sig og færdes i gågaden, siger Line Stybe Vestergaard, Associeret Partner med ansvar for Landskab hos Juul I Frost Arkitekter i pressemeddelelsen.

I gågadens nye belægning genbruges eksisterende chaussésten langs bygningsfacader, der graduerer ud i nye letbrændte chaussésten og brosten mod gadens midte, der markeres med kørebrosten.

Ved butiksindgange lægges letbrændte chaussésten, der sikrer tilgængelighed pga. deres ensartethed og skridsikre overflade. Langs køresporet lægges en ledelinje, for at mennesker med synshandicap kan orientere sig.

Frederikshavns gågade skal renoveres for at klimasikre Frederikshavns midtby, så risikoen for oversvømmelser i forbindelse med kraftige regnskyl minimeres.

Forsyningsledninger skiftes
Det er nødvendigt at gennemføre separatkloakering for at adskille regnvand og spildevand i to separate systemer. Spildevandet bliver ledt til rensningsanlægget, og regnvandet ledes gennem regnvandssystemet ud i havnebassinet.

Samtidig udskiftes alle forsyningsledninger under jorden mellem Kirkepladsen og Fisketorvet for at imødekomme behovet for en stabil og sikker forsyning nu og i fremtiden. Forsyningen udskifter derfor vand-, varme-, kloakledninger og forskellige kabler, og det betyder, at 350 meter af gågaden skal graves op.

Gågaderenoveringens første etape fra Tordenskioldsgade til Fisketorvet gennemføres i perioden fra marts til juni 2020 og anden etape fra august til november.
brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.266