23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Klintholm, Lendemarke, Glostrup, Slangerup og Høje-Taastrup

REGION SJÆLLAND



KLINTHOLM



Servicebygning

Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune har besluttet at fremlægge forslag til Lokalplan H 14.02.02 Servicebygning i Klintholm i offentlig høring i seks uger frem til 27. september.



Lokalplanforslaget skal udarbejdes for at muliggøre etablering af en servicebygning i Klintholm Havn på den del af Havnepladsen hvor Fiskernes Fællessalg i dag er beliggende. Fiskernes Fællessalg skal i den forbindelse rives ned.



Servicebygningen skal anvendes til servicering af vindmøllerne på Kriegers Flak og kommer til at rumme en afdeling med omklædningsfaciliteter, kantine og kontorfaciliteter på cirka 300 kvm i grundplan i to hele etager og en afdeling på cirka 600 kvm til teknikrum mm. 



LENDEMARKE



Udbygning af dagligvarebutik

Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune har sagt god for, at lokalplanlægningen for en udvidelse af SuperBrugsen i Lendemarke sættes i gang.



SuperBrugsen ønsker at udvide butikken, opføre en tilbygning ved slagterafdelingen, opføre en ny særskilt butik imod parkeringsarealet og en tilbygning mod sydvest til et bagerområde. Over bagerafdelingen og den nye butiksdel indrettes der ifølge planen et stort møderum med tilhørende mindre rum. Adgang hertil sker via en ny trappe og en elevator.



REGION HOVEDSTADEN



GLOSTRUP



Etageboliger

Glostrup Kommune har gennemført en forudgående høring af planerne om at omdanne erhvervsejendommen Glosemosevej 18-28 og parcelhusgrundene Glosemosevej 15, 17, 19 og 21 til boligbyggeri i to-syv etager.



Glostrup Kommunalbestyrelse behandlede de indkomne bemærkninger på sit møde for nylig, hvor det blev besluttet at arbejde videre med planerne, sådan at der nu udarbejdes nyt plangrundlag.



Bebyggelsen er tænkt som en åben karré med bygninger i varierende højder fra to til syv etager og parkeringskælder i to etager.



SLANGERUP



Parcelhuse

Frederikssund Kommune har modtaget en anmodning om at lokalplanlægge for et område i den nordvestlige del af Slangerup, så der kan opføres omkring 52 parcelhuse. Størstedelen af området anvendes i dag som landbrugsjord og en mindre del udgøres af Kroghøjgård, som planlægges nedrevet i forbindelse med projektet.



Plan- og Miljøudvalget anbefaler, at der udarbejdes nyt plangrundlag som ansøgt. 



HØJE-TAASTRUP



Spejderhytte

Plan- og Miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune har sagt god for, at der udarbejdes forslag til lokalplan, som gør det muligt at opføre en spejderhytte mellem Bygaden 83 og Frøgårds Allé i Høje-Taastrup landsby. Det er De Danske Spejdere Sankt Paul, der vil bygge ny spejderhytte.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.122