23948sdkhjf

Stor kulturarvspris pryder lille grønlandsk hus

Restaureringen af to historiske huse i den grønlandske bygd Ilimanag har resulteret i international berømmelse

Efter en rejse på over 3.700 kilometer har en særlig prestigefuld hædersbevisning nu nået sit bestemmelsessted i det nordvestlige Grønland. Rejsen begyndte i den tyske hovedstad Berlin for godt et år siden, da Realdania By & Byg ved en storslået ceremoni fik overrakt den fornemme kulturarvspris Europa Nostra som anerkendelse for arbejdet med at restaurere to fredede huse i den grønlandske bygd Ilimanaq.

Siden gik turen forbi "Det Grønlandske Hus" i København, hvor kåringen blev fejret, og nu er rejsen så tilendebragt. Den fornemme pris - i form af en bronzeplakette - er landet i det ene af de to huse, som udløste prisen, nemlig det fredede og restaurerede sorte træhus, som i 1700-tallet var hjemsted for missionæren Poul Egede.

Restaurering, udvikling og bæredygtighed
Huset fra 1751 er et af Grønlands ældst bevarede og fredede huse fra kolonitiden, og sammen med den nærtliggende fredede kolonialbutik fra 1778 blev begge huse for et par år siden restaureret af Realdania By & Byg. For et år siden blev projektet hædret med Europa Nostras kulturarvspris.

Prisen blev tildelt Realdania By & Byg for den omfattende restaurering, der ikke blot havde sikret de to huse for fremtiden, men også skabt udvikling og bæredygtighed i den lille grønlandske bygd, 300 km nord for Polarcirklen.

Ud over selve restaureringen - som i sig selv var en vanskelig proces på grund af klimatiske og vejrlige udfordringer - så var målet med projektet i lige så høj grad at skabe en bæredygtig udvikling i dette storslåede natur- og kulturområde og skabe stærke lokale og regionale samarbejdsrelationer. I dag fungerer de to huse som formidlingscenter, restaurant og butik og bidrager dermed til at formidle den grønlandske kultur- og naturarv og styrke turismen i området.

Europa Nostra prisen

EU’s kulturarvspris, Europa Nostra-prisen, blev stiftet af Europakommissionen i 2002

Europa Nostra er en europæisk sammenslutning af kulturarvsorganisationer, som dækker 40 lande i Europa

Europa Nostra-prisen gives til bedste praksis inden for bevaring af kulturarv, forskning, forvaltning, frivilligt arbejde, undervisning og kommunikation.

Prisen støttes af EU’s Creative Europe-program, som i 2018 havde særligt fokus i EU i kraft af Det Europæiske Kulturarvsår 2018

- Erfaringerne fra projektet skal nu fungere som demonstrationsprojekt, hvorfra der kan hentes læring, viden og inspiration til det fremtidige arbejde med at bevare, udvikle og levendegøre Grønlands enestående kulturarv, sagde Realdania By & Bygs administrerende direktør, Peter Cederfeld, da bronzeplaketten blev hængt op i Poul Egedes nyrestaurerede hus.

Huse til evig tid
Realdania By & Bygs køb af de to fredede huse og iværksættelse af hele projektet udsprang af et årelangt samarbejde med Selvstyret i Grønland, Grønlands Nationalmuseum, den daværende Qaasuitsup Kommunia, i dag Avannaata Kommunia, og turismeorganisationen World of Greenland.

Parallelt med Realdania By & Bygs restaurering har Selvstyret - i egenskab af Grønlands Nationalmuseum & Arkiv - således også bidraget væsentligt til projektet. Det samme har World of Greenland, som har opført nye og smukt indpassede turisthytter i bygden, mens den daværende Qaasuitsup Kommunia har forbedret bygdens infrastruktur med ny kloakering og affaldshåndtering, ny vandforsyning, nye stiforløb og bedre anløbsforhold i havnen.

Det hele har været med til at skabe arbejdspladser og udvikling i området, og både restaureringen og udviklingen af de nye bæredygtige tiltag i bygden og området er sket i samarbejde med lokal arbejdskraft. Nu er kulturarvsprisen fået plads på de historiske bræddevægge, og det glæder Peter Cederfeld.

- Det er et dejligt punktum at sætte for dette projekt. Det er jo fredede huse, så de skal i princippet stå her til evig tid. Så vi håber, at når nogen kommer her om 200 år, vil de sende en venlig tanke til dem, der gjorde en forskel, dengang husene blev restaureret og sat i stand, lød det fra Peter Cederfeld ved ophængning og fejring af den fornemme, fem kg tunge hædersbevisning.
Kaptain

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125