23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter på vej i Nivå, Høje-Taastrup, Hillerød, Klintholm, Næstved, Sorø, Knabstrup og Sønderborg

REGION HOVEDSTADEN



NIVÅ

Udbygning af foreningshus

Fritids- og Idrætsudvalget i Fredensborg Kommune besluttede på sit seneste møde, at der skal arbejdes for en udvidelse af foreningshuset Nivå Strandpark 4.



Nivå Vandski Klub og helårsbade-foreningen Nivå Pingvinerne ønsker begge, at foreningshuset bygges ud, så der blandt andet kan blive plads til bedre omklædningsfaciliteter. Den eksisterende bygning er cirka 144 kvm stor og indeholder køkken, opholdsrum, baderum, sauna og to garager etableret i moduler. Udbygningsforslaget går på at tilføje et modul på 36 kvm.



Udvalget har besluttet, at udvidelsen af foreningshuset indgår som forslag i en etapeplan for realiseringen af Visions- og Udviklingsplan for Nivå Havn og Strandpark.



HØJE-TAASTRUP

Spejderhytte

Plan- og Miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune har sagt god for, at der udarbejdes forslag til lokalplan, som gør det muligt at opføre en spejderhytte mellem Bygaden 83 og Frøgårds Allé i Høje-Taastrup landsby. Det er De Danske Spejdere Sankt Paul, der vil bygge ny spejderhytte på et areal på 2.300 kvm, som de har fået stillet til rådighed.



Gruppens tidligere hytte, der lå på Sankt Paul Kirkes grund, er revet ned på grund af fugt og råd.



HILLERØD

Boliger

Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget i Hillerød Kommune anbefaler, at forslag til Lokalplan 441 for boliglænger ved Slangerupgade og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.



Lokalplanområdet ligger på Slangerupgade 47-51, som er et område med en blanding af boliger og erhverv, der er modent til omdannelse og fornyelse. Det er lokalplanens formål at bane vej for et moderne og tidsvarende boligbyggeri centralt i Hillerød.



Den nye bebyggels opføres som to længehuse placeret i øst/vestlig retning. Byggeriet trappes ned fra fire etager mod Slangerupgade til to etager mod villakvarteret øst for, hvorved det sikres, at bebyggelsen på den ene side varetager ønsket om byfortætning mod Slangerupgade og på den anden side indpasser sig i villakvarterets skala og højder.



REGION SJÆLLAND



KLINTHOLM

Hotel

Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune har besluttet at fremlægge forslag til lokalplan H 14.02.03 Hotel i Klintholm Havn i seks ugers offentlig høring fra 19. august til 27. september.



Lokalplanen skal gøre det muligt at opføre et hotel på Thyravej 16, hvor Ålekroen tidligere lå.



Hotellet skal bruges til indkvartering af det tyske mandskab, som skal servicere den tyske del af Krigers Flak. Når serviceringen af møllerne om nogle år udløber, ønsker ansøger at omdanne hotellet til et almindeligt feriehotel.



NÆSTVED

Uddannelsesinstitution

Plan- og Erhvervsudvalget i Næstved Kommune har principgodkendt Lokalplan 108 for Absalon på Munkebakken, som skal bane vej for Professionshøjskolen Absalons udbygningsplaner.



Professionshøjskolen ønsker at bebygge det resterende areal inden for første del af Campus Næstved ved Munkebakken. Projektet forventes at udgøre cirka 6.171 etagekvadratmeter.



NÆSTVED

Restaurant

Restaurationen Stacey’s Diner har søgt Næstved Kommune om byggetilladelse til opførelse af en restaurant på adressen Farimagsvej 3´i Næstved.



Plan- og Erhvervsudvalget har meddelt en række dispensationer fra gældende lokalplan, så der kan bygges som ansøgt.



Byggeriet udformes ifølge planen som en hestesko med et åbent ankomstrum mod vejen. Bygningen ønskes opført i en-to etager. Mod nord ønskes bygningen opført med fladt tag, og der etableres tagterrasse på hele den del af bebyggelsen, som opføres på første etage.



NÆSTVED

Facademodernisering

Ejeren af Sct. Jørgens Park har søgt Næstved Kommune om dispensation fra Lokalplan 081 for Sct. Jørgens Park, sådan at udformningen af glasarkaden mod parkeringspladsen på butikscentrets vestlige del kan ændres.



Ændringen er et led i en større facademodernisering i forbindelse med etablering af nye funktioner i centret, herunder indretning af fitnesscenter mv.



Plan- og Erhvervsudvalget besluttede forleden at dispensere som ansøgt.



Ejendommen Sct. Jørgens Park 92 rummer en Fakta-butik, der er planlagt fraflyttet, hvorefter lokalerne skal anvendes til et motionscenter.



Projektet for ombygning af ejendommen Sct. Jørgens Park 92 er den første etape i en samlet vision for centrets ombygning, og gennemførelsen af den første etape af projektet indebærer, at den eksisterende glasarkade mod parkeringsområdet nedbrydes og erstattes af ny glasfacade.



SORØ

Overdækning

Sorø Kommune har modtaget en ansøgning om at opføre en overdækning på 337 kvm på en eksisterende vaskeplads ved firmaet Sorø Maskinudlejning ApS på Metalvej 27-29, Sorø.



Teknik- og Miljøudvalget sagde forleden ja til at give de nødvendige dispensationer fra gældende lokalplan, så virksomheden kan lave den ønskede overdækning.



KNABSTRUP

Alment bofællesskab

Boligselskabet Sjælland har sammen med en potentiel beboergruppe rettet henvendelse til Holbæk Kommune med et forslag om at oprette almene boliger i form af bofællesskab med 40 boliger i Knabstrup.



Da det er almene boliger, vil Holbæk Kommune skulle give tilskud til et grundkapitallån til boligerne på i alt 5,7 mio. kr.



Holbæk Kommunalbestyrelse vedtog forleden, at der tages stilling til denne grundkapitaludgift i forbindelse med budgetlægningen for 2020.



Forslaget fra Boligselskabet Sjælland indeholder en blanding af boliger til børnefamilier og til seniorer med en gennemsnitlig boligstørrelse på 89 kvm. Dertil kommer et fælleshus.



Administrationen anbefaler, at henvendelsen bæres ind i udarbejdelsen af en samlet boligstrategi, som kommunalbestyrlsen har besluttet at gennemføre. Administrationen forventer, at dette arbejde er afsluttet i 2020.



REGION SYDDANMARK



SØNDERBORG

Modernisering af skydebaneanlæg

Sønderborg Skyttekreds, Sønderborg Familie og Firmasport og Sønderborg Handicap Idræt vil modernisere skydebaneanlægget i Humlehøjhallen, og har i den forbindelse søgt Sønderborg Kommune om et tilskud på 548.400 kr.



Skydebaneanlægget i Humlehøjhallen er fra 1978. Faciliteten er uden elektronisk markeringssystem, og brugerne mangler blandt andet hæve-sænkeborde.



Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme havde ansøgningen på dagsordenen forleden og besluttet, at finansiering af moderniseringsprojektet skal indgå i den politiske prioritering i forbindelse med budgetforhandlingerne 2020-2023.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.126