Med flytningen fra Aleppo til Roskilde har Omar Bakir skiftet cocktailglas ud med beton-elementer.
Den 32-årige syrer flygtede fra sit hjemland, da borgerkrigen brød ud og kom til Danmark i 2016.
Første stop var Sandholmlejren, inden han fik opholdstilladelse og blev sendt til Roskilde Kommune.
En af kommunens samarbejdspartnere er betonelementproducenten CRH Concrete A/S, der har en stor fabrik i Viby Sjælland. Det har siden 2017 været hans arbejdsplads.
- Det startede med praktik og så løntilskud i seks måneder, inden jeg fik et rigtigt arbejde, fortæller 32-årige Omar Bakir, som arbejdede som bartender i Aleppo i det nordlige Syren, inden borgerkrigen brød ud.
Licitationen - Byggeriets Dagblad møder ham en solrig formiddag på fabrikken, lige inden hans vagt slutter.
Får et år til at lære sproget
Cirka en håndfuld syrere arbejder på samme fabrik som Omar Bakir.
I alt har CRH Concrete 15-20 ansatte fra Syrien fordelt på deres 11 fabrikker i øjeblikket. Dermed har de bidraget til, at bygge- og anlægsbranchen på få år har mangedoblet antallet af syriske flygtninge i beskæftigelse i branchen.
- Vi manglede arbejdskraft og bad Roskilde Kommune om at koordinere det i starten, fortæller adm. direktør Claus Bering om baggrunden for, at virksomheden har valgt at ansætte syrere og andre med flygtningebaggrund.
- Det er gået rigtig godt og har givet os en løbende strøm af solid arbejdskraft, som vi selv uddanner, tilføjer han.
Det fungerer typisk som sidemandsoplæring og gennem AMU-kurser. Herudover forventer CRH, at danskkundskaberne bliver styrket.
- Vi stiller krav om, at de skal kunne forstå dansk inden for et år. Det bliver vi simpelthen nødt til af hensyn til de krav, der bliver stillet til sikkerheden, siger han.
Hårdt arbejde
Omar Bakir forstår de fleste spørgsmål, der bliver stillet og svarer med korte sætninger på dansk.
En enkelt gang kommer han dog til kort, da han bliver bedt om at beskrive sine arbejdsopgaver.
En kollega kommer dog hurtigt til undsætning og forklarer, at det blandt andet indebærer klargøring af maskiner og produktionsbånd, inden selve elementproduktionen begynder.
Det betyder blandt andet, at han skal møde klokken tre om natten og trække stålwirer på plads.
Det gør Omar Bakir dog gerne, og han erklærer, at han er rigtig glad for sit arbejde på fabrikken.
Religionen bliver hjemme
Overordnet er de syrere og andre flygtningegrupper, som starter hos CRH, pligtopfyldende, oplever fabrikschef John Dalby. Han blev sidste år pensioneret som major efter mere end 40 år i Forsvaret og har ikke glemt, hvordan man taler med fast og klar stemmeføring efter at have skiftet til byggebranchen.
- Dem, der søger hen til os, er ikke bange for at bestille noget. De møder til tiden og passer deres arbejde, siger han og understreger, at der er tale om benhårdt fysisk arbejde, som det kan være svært at finde danskere, der vil udføre.
Foruden syrere har CRH også irakere, tyrkere og flere andre nationaliteter ansat.
Det er ikke uden udfordringer, at mange folkeslag arbejder under samme tag. Men hos CRH får de det til at fungere, ifølge fabrikschefen.
- Vi har folk fra Iran, Irak, Syrien, Afghanistan og Tyrkiet til at arbejde sammen. Og blandt dem er der både sunni- og shiamuslimer. Det giver af og til nogle udfordringer, men så plejer vi at sige, at religionen lader man blive hjemme. Når de er her, er der kun én ting, der tæller, og det er CRH, siger John Dalby og peger på sin sikkerhedshjelm med firmalogoet på.
Flygtninge holder betonproduktionen kørende
Betonproducenten CRH Concrete A/S har succes med at ansætte syrere og andre flygtningegrupper