Et overskud på 839.000 kr. er normalt ikke tilfredsstillende for en installationsvirksomhed med cirka 200 ansatte, men for GK Danmark A/S fra Odense er der tale om en markant fremgang.
I 2017 kom virksomheden ud med et underskud på over 50 mio. kr., hvilket betød, at den norske moderkoncern GK Gruppen måtte smide en økonomisk redningskrans for at sikre den videre drift.
Derfor bliver 2018-regnskabet også stemplet som godkendt af ledelsen.
- Når vi kommer fra så stort et underskud, kræver det meget, at man alligevel lander på en mio. kr., siger adm. direktør Jørgen Christensen, der tiltrådte ultimo 2017. Han blev hentet i Caverion og har tidligere været hos NCC i en del år.
Konkurs kostede dyrt
GK Danmarks primære forretningsområder er ventilation og vvs inden for entreprise og service. Ventilation er størst og udgør to tredjedele af forretningen.
Igangværende projekter tæller serviceopgaver for Tryg Forsikring og tekniske entrepriser i Ceresbyen i Aarhus og for DTU i Lyngby.
Målsætningen for 2018 var en overskudsgrad på 1 pct., og det er lykkedes at overgå. Driftsresultatet i 2018 er på 6,5 mio. kr. og med en omsætning på 356 mio. kr., giver det en overskudsgrad på 1,8 pct.
At det alligevel ender med et tætved nulresultat på bundlinjen, hænger ifølge Jørgen Christensen sammen med, at et par gamle sager har krævet yderligere nedskrivninger.
Det store underskud i 2017 skyldtes primært en konkurs hos en hovedentreprenør, som GK Danmark arbejdede for, og underskudsgivende projekter i datterselskabet GK Rør.
GK Rør giver også underskud i 2018, men dog på 7 mio. kr. før skat mod 19 mio. kr. i 2017.
Øger omsætning i år
Ifølge Jørgen Christensen skulle den omtalte konkurs ikke længere påvirke regnskabet, og omfanget og mængden af de dårlige sager er mindre.
- De fleste sager er lukket. Men har vi stadig backlog med garantisager? Ja, det har vi som alle andre, men nu er det i det, jeg vil kalde i rimelig grad. Og i 2018 har vi været dygtige til ikke at skabe nye tvistsager, hvilket vi godt kan være lidt stolte over, siger han.
GK Danmark forventer i indeværende år at øge omsætningen til 420 mio. kr. og levere et driftsresultat på 6 mio. kr.
Millionsmæk blev vendt til lille plus
Norskejede GK Danmark kom ud med en lille million på bundlinjen for 2018