REGION NORDJYLLAND 
 
MORSØ 
Vådområde 
Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune har besluttet at indsende ansøgning til Landbrugsstyrelsen om tilskud om realisering af vådområdeprojekt Porsmose ved Glomstrup Vig. 
 
Der er gennemført både tekniske og ejendomsmæssige forundersøgelser af mulighederne for at etablere et vådområdeprojektet, og ifølge teknik- og miljødirektøren, viser de, at der er basis for at opnå tilsagn til en realisering. 
 
NYKØBING MORS 
Multipark 
Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune har godkendt helhedsplanen for Morsø Multipark med henblik på projektering og fundraising. Helhedsplanen er lavet med udgangspunkt i et skitseoplæg fra Labland Arkitekter fra oktober 2018, og der er blandt andet tilført en udendørs arena. Helhedsplanen indeholder dermed fire delelementer, nemlig Reden, Rundt Om, Stien og den udendørs arena. 
 
Morsø Kommune har i år afsat 1, 5 mio. kr. og næste år en halv mio. kr. til multiparken. Disse beløb skal bruges til realisering af den udendørs arena. 
 
REGION MIDTJYLLAND 
 
HORSENS 
Nedrivning 
Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune har givet tilladelse til nedrivning af en bevaringsværdig ejendom på Krogen 9 i Horsens. 
 
Ejendommen er opført i 1870 og ligger indenfor et bevaringsværdigt kulturmiljø i Horsens, men da den samtidig er så nedbrudt, at det ikke vurderes at være realistisk at få den renoveret til et tidssvarende niveau, er der givet tilladelse til nedrivning. 
 
GEDVED 
Nedrivning 
Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune har givet tilladelse til nedrivning af en bevaringsværdig ejendom på Vestervej 11, Gedved. 
 
Det gamle hus fra 1930 er nedslidt, og stuehuset udgør en sundhedsfare ved ophold og beboelse. De sundhedsfarlige forhold kan ikke udbedres, uden en meget dyr og gennemgribende renovering af ejendommen.
Nye anlægsopgaver på vej
 Læs i dag om to kommende anlægsprojekter i Morsø Kommune samt projekter i Horsens og Gedved