Ejerkredsen bag de to Løgstør-baserede selskaber har indgået aftale om at fusionere selskaberne pr. 1. januar 2020 under navnet HMC byg & anlæg A/S.
Det sker for at styrke de to virksomheder, der hidtil har opereret under opdelte ledelser med samme ejerskab fra adressen på Himmerlandsvej i Løgstør.
– Hver for sig er vore selskaber sunde og velfungerende. Med fusionen er vi overbeviste om, at vi vil opnå yderligere synergier og effektiviseringer, der vil styrke og udbygge selskabernes opgaver for nuværende kunder – samt udvikle endnu bedre løsninger for vore fremtidige kunder inden for hoved- og totalentreprisesegmentet, siger medejer Poul Erik Henriksen.