REGION SJÆLLAND
NÆSTVED
Begrønning
Teknisk udvalg i Næstved Kommune har frigivet den afsatte rammebevilling på 300.000 kr. til udarbejdelse af en begrønningsplan.
Planen skal belyse, hvilke byområder i Næstved Kommune, der kan gøres mere grønne i form af beplantning.
Til at realisere begrønningsplanen er der efterfølgende afsat 500.000 kr. Det forudsættes, at projektområderne er Næstved by samt centerbyerne Fuglebjerg, Glumsø, Fensmark og Tappernøje.
REGION SYDDANMARK
NYBORG
Gittermast
Nyborg Kommune har modtaget en ansøgning om landzonetilladelse til etablering af en ny antennemast på 42 meter til mobiltelefoni med tilhørende panelantenner samt teknikkabine på Ellebækgårdsvej 13A, 5800 Nyborg.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede forleden at give den ønskede tilladelse.
KERTEMINDE
Nedrivning
Kerteminde byråd vedtog i december 2018 "Havneudvikling Kerteminde", som er en masterplan for udvikling og omdannelse af havnen i Kerteminde. For at kunne realisere masterplanen skal siloen ved Islandsgade og Nordre Havnekaj i Kerteminde nedrives.
For at muliggøre nedrivningen er der udarbejdet et forslag til lokalplan, som Miljø-, Natur- og Teknikudvalget forleden besluttede at sende i offentlig høring i fire uger.
REGION MIDTJYLLAND
ST. SOELS
Energipark
Lokalplan nr. 09.T43.1 med tilhørende miljørapport for Energipark ved St. Soels, nordvest for Aulum har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Herning Byråd med anbefaling fra Byplanudvalget, der havde sagen på dagsordenen forleden.
Lokalplanen giver mulighed for at opstille tre vindmøller med en højde på op til 140 meter samt et solcelleanlæg på op til 32 hektar.
Holstebro Kommune har udarbejdet plangrundlag for opstilling af fire vindmøller i direkte sammenhæng med anlægget i Herning Kommune, sådan at de i alt syv vindmøller udgør en samlet vindmøllepark hen over kommunegrænsen.
SDR. FELDING
Forskønnelse
Tilbage i marts 2018 prioriterede Byplanudvalget i Herning Kommune 1.096.000 kr. til forskønnelse i Sdr. Felding.
Der foreligger nu et forslag til forskønnelsesprojekt, som er udarbejdet i samarbejde med en lokal projektgruppe i Sdr. Felding, og det fik udvalgets blå stempel forleden.
Herefter kan arbejdet, som blandt andet omfatter begrønning af de centrale veje i Sdr. Felding, forskønnelse af arealet ved åen ved Brugsens Have og en markering af området ved Dagmar Bio, sættes i gang.
HARBOØRE
Udbygning af renseanlæg
Lemvig Vand og Spildevand vil udvide Harboøre Renseanlæg og har derfor anmodet Lemvig Kommune om, at der udarbejdes et nyt plangrundlag.
Den planlagte udvidelse vil medføre en forøgelse af de tekniske anlæg med cirka 1.100 kvm, så der i alt vil være cirka 5.449 kvm tekniske anlæg.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede forleden at imødekomme anmodningen.
SILKEBORG
Idrætsanlæg
EliteSilkeborg har i de seneste fem år gennemgået en stor udvikling i forhold til antallet af tilknyttede atleter, og efterspørgslen og kravet til træningsfaciliteter er stigende.
EliteSilkeborg har flyttet både de administrative funktioner og atleternes fysiske træning til Jysk arena i løbet af sommeren, og her er der i den forbindelse blandt andet brug for, at der etableres et udendørs træningsområde.
Også hos Silkeborg Bikepark er der brug for nyt. Blandt andet etablering af nye faciliteter til ophold, toilet, vaskefaciliteter til cykler og etablering af børneområde.
Sagen blev behandlet af Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Silkeborg Kommune forleden, og udvalget anbefaler, at der anlægsbevilges 1 mio. kr. til træningsfaciliteter i Jysk Arena og 1 mio. kr. til etablering af arealer og faciliteter i Silkeborg Bikepark.
På samme møde besluttede udvalget også at anbefale, at der frigives 750.000 kr. til indkøb af startanlæg og nummerbøjer til robanen på Silkeborg Langsø.
REGION NORDJYLLAND
TVED
Solcelleanlæg
Efter endt høring indstilles Lokalplan 200-010 Solcelleanlæg ved Tved og Kommuneplantillæg nr. 13 nu til endelig vedtagelse i Thisted Kommunalbestyrelse. Det sker med opbakning fra Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, der havde sagen på dagsordenen forleden.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Næstved, Nyborg, Kerteminde, St. Soels, Sdr. Felding, Harboøre, Silkeborg og Tved