C. F. Møller Architects har - ud over sygehuse, boliger og erhvervsbyggeri - også sat sit præg på uddannelsesmiljøer i Sverige og det øvrige Skandinavien de senere år, ikke mindst inden for skoler, universiteter og gymnasier.
Virksomheden vandt i februar i år opgaven med at tegne Haninge Kommunes nye markante skole og aktivitetshus i Vega.
Og lige efter årsskiftet blev Tiundaskolen i Uppsala, der også er tegnet af de danske arkitekter, indviet.
Gennemtænkte bygninger
Desuden er Molde Kulturskole i Oslo og Ny Islands Brygge Skolen i København for nyligt blevet færdiggjort. Europaskolen i København, som blev indviet i 2017, har også tiltrukket sig opmærksomhed, både nationalt og internationalt.
En fællesnævner for disse undervisningsprojekter har samlet set været ambitionen om at skabe en innovativ og gennemtænkt bygning, der skal forbinde indendørs og udendørs miljøer:
"En bygning, der udnytter arealer og funktioner på den bedst mulige måde", som arkitektvirksomheden formulerer det på sin hjemmeside.
Både byggeri og landskab
Om den kommende opgave med skolen i Haninge har Mårten Leringe, partner og adm. direktør for C.F. Møllers svenske afdeling, sagt til Licitationen:
- Vi er glade for at kunne bygge videre på det gode samarbejde med Byggdialog, som vi opnåede, da vi tegnede Tiundaskolen. Vi vil komme til at bruge vores erfaringer fra vores seneste skoleprojekter i blandt andet Sverige og Danmark, som er baseret på en holistisk tilgang, der kombinerer byggeri og landskab og skaber merværdi for børn, lærere og kommunens borgere.
Arkitekter med solide svenske forbindelser
C. F. Møller arbejder allerede nu hjemmevant i Sverige. Danske og svenske projekter inspirerer gensidigt hinanden