23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

3XN vinder canadisk rekordbyggeri: Bygningsdesign for mennesker sikrer sejren

Viden om beboeradfærd, nabotrivsel og gode udearealer skaffer arkitekter opgave med Nordamerikas største træbyggeri

Dansk holistisk tilgang til indeklima og medarbejdertrivsel - samt hensyn til naboer og udemiljøer.



Det var nogle af de elementer, der gjorde udslaget for arkitektvirksomheden 3XN, da de tidligere på året vandt opgaven med Nordamerikas højeste kontorbygning i træ, på havnefronten i canadiske Toronto.



Navnet på det ambitiøse projekt er T3 Bayside og ligger p.t. på en af de måske dyreste adresser i Canada.



- Vores udviklingsafdeling GNX Innovation har efterhånden 20 ansatte, der ikke blot arbejder med udvikling af nye bæredygtige materialer, men også med mennesker og adfærd i relation til bygninger og deres omgivelser, siger Bo Kolbye, international PR & communication manager hos 3XN, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.



- Lige nu arbejder fire erhvervs-phd’er med forskellige former for adfærd, og den viden har vi kunne trække på og bruge som løftestang for opgaven, siger han.



Godt samarbejde

At det blev de danske arkitekter, som det internationale ejendomsudviklingsselskab Hines til slut valgte til det prestigefyldte træbyggeri T3 Bayside, skyldes ifølge Bo Kolbye også det gode samarbejde, som de to selskaber har haft med den øvrige Toronto-porteføjle, nemlig beboelsesejendommene Aquabella og Aqualuna, ligeledes i det nye havnekvarter.



Træbygningen bliver en indgang til Bayside-kvarteret ved at skabe forbindelse mellem byen og havnefronten, så indbyggerne søger mod vandet.



T3 Bayside skal, ifølge 3XN, bidrage til at virkeliggøre en ambitiøs lokalplanen om at revitalisere den gamle industrihavn, der i fremtiden skal rumme både beboelse, forretninger og kontorbyggeri.



Fleksibel indretning

Netop den danske tilgang til samarbejdet med de lokale byggemyndigheder gav pote på havnefronten.



- Vi har tænkt i bedre udsigt til naboerne, som bor i mere prisrimelige boliger, i indbydende udearealer med cafeer samt i fleksibel indretning i bygningen, da ingen kan forudsige, hvordan fremtidens arbejdsmarked komme til at se ud. Derfor skal der være plads til både at udvide og indskrænke pladsen. Og så kunne de lokale Toronoto-myndigheder godt lide, at vi også havde tænkt i cykelparkering, som jo stadig er lidt eksotisk i Canada, siger Bo Kolbye til Licitationen.



Opgaver drevet af højhuse

3XNs stiftende partner og kreative direktør Kim Herforth Nielsen er med Canada-projekterne godt i gang med at indfri de mål, han formulerede her i avisen sidste år, nemlig, at tegnestuen skal vokse med 50 procent over de næste to år.



Og det er blevet lettere med åbningen af New York-kontoret.



- Med T3 Bayside sætter vi fokus på at skabe fleksible og funktionelle kontorfaciliteter, som kan imødekomme de meget forskellige behov, som moderne virksomheder har i dag - og ikke mindst i fremtiden, siger han til Licitationen.



- Vi har på det seneste arbejdet med mange store opgaver i udlandet, drevet af højhusbyggerier, som er meget dominerende i vores arbejde lige nu, men det betyder ikke, at vi ikke er interesserede i fortsat at arbejde i Danmark. Selv om vi orienterer os udad, er vi stadig en meget dansk tegnestue, med de værdier, der ligger i det - og som udlandet jo også efterspørger, tilføjer han.



Kulturelt fællesskab

3XN har altså aktuelt stor succes i Canada - og i Australien.



- Det er meget en attitude-ting. Kulturene ligner hinanden og vi taler godt sammen. Det er nemt at arbejde i de lande og efterspørgslen er der. Også Sverige, Tyskland og Frankrig er gode markeder for os, siger Kim Herforth Nielsen.



Han og kollegerne vil fortsat gå efter boliger og erhvervsdomiciler, som vi ser i Toronto lige nu.



Men som han tidligere har sagt til Licitationen:



- Vi skruer også mere op for blusset med undervisningsbyggeri, healthcare og sport.



Flere og flere træhuse

Den danske tegnestue rider succesfuldt på en bølge af mere og mere amtibiøse og robuste træbyggerier.



- For et land som Canadas, der har enorme skovarealer, er det oplagt at bygge i træ, siger Jens Holm, partner og leder af 3XNs kontor i New York, i en pressemeddelelse.



Han tilføjer til Licitationen, at den synlige trækonstruktion giver bygningen et markant udtryk og samtidigt skaber et varmt og sundt indemiljø.



- Miljøbelastningen ved en træbygning er markant lavere end betonbyggeri. Og byggetiden forkortes, siger Jens Holm.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.128