LICITATIONEN MENER: Den samme sang om studieboliger
Det har unægtelig vakt glæde hos mange nye studerende, da de i slutningen af juli modtog brevet om, at de er optaget på en videregående uddannelse
Men glæden kan hurtigt blive vendt til frustration, når jagten på studieboligen går i gang. For som tidligere år mangler der i den grad studieboliger i stort set alle studiebyer - men selvfølgelig mest udtalt i de store byer. Aktuelt er behovet på 22.000 nye studieboliger, viser aktuelle tal fra Dansk Byggeri.
Der er dog ikke så meget nyt i det. For manglen på studieboliger har været så udtalt igennem flere år, og skyldes blandt andet manglende politisk vilje til at gøre noget ved problemerne.
Ikke mindst kommunerne burde gøre langt mere for at tilskynde til at opføre studieboliger i alment regi, så huslejerne holdes på et SU-venligt leje. For alt for ofte hører man om skruppelløse udlejere på det private marked, der udnytter, at desperate unge mangler en bolig og derfor tager vanvittige summer for et lille værelse. Det kan jo kun undgås, hvis der er et passende antal studieboliger.
Heldigvis giver planloven mulighed for at bygge midlertidige studieboliger i op til 10 år. Det har givet nye muligheder for boligsituationen i ikke mindst København.
Men derfor ligger der stadig et stort ansvar for kommuner og staten i at skaffe bedre muligheder for studieboliger.
Alle taler om, at vi skal have flere igennem uddannelsessystemet. Derfor skal boligsituationen selvfølgelig også være optimal for de studerende.
Artiklen er en del af temaet Lederen.