23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hvirring, Ribe, Kalundborg, Hvalsø, Hundige, Vallensbæk og Tejn

REGION MIDTJYLLAND

HVIRRING
Byggeri til insektproduktion
Hedensted Byråd har godkendt hovedprincipper for udarbejdelse af en lokalplan for Enorm Biofactory A/S på Hedelundsvej 15, Hvirring.
Hedelundvej 15 er en landbrugsejendom, og her vil Enorm Biofactory etablere den første industrielle insektproduktion i Skandinavien. Virksomheden har ambitioner om at sætte høje standarder for kvalitet, biosikkerhed, fødevaresikkerhed, samt påvirkning af miljø- og klima, hedder det i seneste byrådsreferat.

Enorm har i 2018 totalrenoveret 3.200 kvm bygninger, og i år ombygges staldene til fluestalde til reproduktion, vækststalde til produktion af larver, vask og logistik af vækstkasser, fødevaregodkendte lokaler til forarbejdning af larver og fødevarer, lager, samt laboratorie- og personalefaciliteter.

Enorm planlægger en samlet bygningsudvidelse på cirka 77 procent, hvilket forudsætter, at der udarbejdes nyt plangrundlag.

Da en af fordelene ved larveproduktion er, at man kan opdrætte dem vertikalt, og dermed reducere arealet til opdræt, forventes det at selve larvestaldene vil blive opført med en bygningshøjde på op til sy meter. I området til råvarer og blanding af foder, vil der være et område på 500-600 kvm, hvor der er behov for siloer med en forventet højde på 12 meter. Yderligere kan der blive behov for skorstene.

REGION SYDDANMARK

RIBE
Nyt bykvarter
Plan & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til, om de forslag til nyt plangrundlag, der er udarbejdet for at bane vej for et nyt bykvarter i Ribe, kan anbefales til offentliggørelse.

Det nye plangrundlag vil gøre det muligt at realisere vinderforslaget fra konkurrencen om en helhedsplan for området, hvilket betyder, at der etableres et nyt attraktivt bykvarter med mange nye boliger og centerfunktioner på et areal, der har tidligere har været anvendt af Ribe Jernindustri, og hvor der i dag ligger fabriksbygninger mv.

Arkitektkonkurrencen blev gennemført af et partnerskab bestående af Ribe Jernstøberi, Realdania og Esbjerg Kommune, og vinderteamet består af totalrådgiver Tegnestuen Vandkunsten med Schønherr, Dansk Energimanagement & Esbensen og Urban Creators som underrådgivere.

Bykvarteret opbygges af fem store boligkarrebebyggelser, og langs Saltgade er der mulighed for forskellige centerfunktioner. Mod nord er det gjort muligt at opføre en dagligvarebutik.

Gaderne i det nye bykvarter får ifølge planerne samme granitbelægning som de nuværende gader i den gamle bykerne i Ribe har.

RIBE
21 almene boliger
Ribe Boligforening har anmodet Esbjerg Kommune om, at der igangsættes planlægning for opførelse af op til 21 nye almene boliger på Nipsvej i Ribe.

På grund af omfattende udfordringer med den tekniske tilstand af 10 eksisterende almene boliger ønsker Ribe Boligforening at nedrive disse. Der er tale om fritliggende enfamiliehuse med haver. I stedet ønsker boligforeningen at opføre op til 21 nye tæt-lave boliger på det samme areal, hvilket kræver en ny lokalplan.

Sagen er på Plan- og Miljøudvalgets dagsorden i dag.

REGION SJÆLLAND

KALUNDBORG

Bygningstilpasning og renovering

I forbindelse med implementering af "Fremtidens Socialpsykiatri" har Kalundborg Kommunalbestyrelse besluttet at afsætte penge til køb af ejendommen Algade 4 i Gørlev og nødvendige bygningstilpasninger og renovering af samme samt til renovering af bygningen Rynkevangen 8 i Kalundborg. Projekteringen har afdækket uforudsete behov for nødvendige reparationer på klimaskærmen, reparationer og udskiftninger af tekniske anlæg samt andre uforudsete omkostninger, som ikke kan afholdes indenfor de givne bevillinger.

Teknik- & Miljøudvalget skal træffe beslutning om prioritering af budget til renovering af Rynkevangen 8 på sit møde på torsdag.

På Rynkevangen 8 i Kalundborg skal de tekniske installationer i stueetagen udskiftes, ligesom miljøforanstaltninger og bortskaffelse af bygningsaffald vil betyde betydelige meromkostninger, idet der er konstateret bly og andre tungmetaller på stort set alle overflader samt i mindre grad PCB.

Der er endnu ikke hjemtaget tilbud på opgaven i Rynkevangen.

HVALSØ
Boliger
Lejre Kommunalbestyrelse besluttede før sommerferien at fremlægge forslag til lokalplan for boliger Ved Merianhaven i Hvalsø i offentlig høring og afholde borgermøde om planerne den 15. august.

Det nye plangrundlag vil give ejer af arealet sydvest for Merianhaven mulighed for opførelse af cirka 50 boliger som ønsket. Boligprojektet omfatter cirka 18 parcelhusgrunde og 25-35 rækkehuse i op til to etager.

De forskellige boligtyper vil tilgodese beboere med forskellige behov i forhold til boligstørrelser og tilgængelighed. De fælles grønne områder i mellem rækkehusene anlægges med plæner til ophold med spredt busk- og træbevoksning, samt områder med karakter af mere "vild natur".

HUNDIGE
40 ældreboliger
Greve Byråd besluttede før sommerferien at fremlægge forslag til lokalplan 11.50 for 40 ældreboliger i Hundige og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i otte uger. Det nye plangrundlag vil gøre det muligt at opføre 40 nye ældreboliger ved Strandcentret i Hundige, mere præcist et projekt fra Greve Boligselskab, som byrådet godkendte i november 2018 sammen med salg af grunden.

Ældreboligbebyggelsen skal udformes som et demensvenligt byggeri med god tilgængelighed og demensvenlig indretning ude som inde. Det samlede etageareal skal udgøre cirka 2.860 kvm, og de 40 ældreboliger fordeles på 32 boliger med to rum på i alt 65 kvm og otte med tre rum på i alt 85 kvm. Alle boliger får egne uderum i form at terrasse eller altan og der etableres desuden et demensvenligt fælles indre gårdrum. Adgangsveje skal udformes med skridsikker og niveaufri belægning, så kørestolsbrugere og dårligt gående uhindret kan bevæge sig rundt.

REGION HOVEDSTADEN

VALLENSBÆK
Boliger og butikker
Vallensbæk Kommunalbestyrelse besluttede før sommerferien at fremlægge forslag til lokalplan nr. 104 - Vallensbæk Gårdhaver og et tilhørende forslag til tillæg til kommuneplanen i offentlig høring i perioden fra 2. juli til 27. august.

Det nye plangrundlag vil gøre det muligt at opføre 266 boliger samt serviceerhverv, detailhandel og dagligvarebutik på i alt 1.800 kvm i stuetagen mod Vejlegårdsvej.

TEJN
28 boliger
Et boligudviklingsselskab ønsker at opføre 28 boliger uden bopælspligt på et areal ved Havnevej i Tejn.

For at det kan lade sig gøre er der udarbejdet nyt plangrundlag, som for nylig blev endeligt vedtaget af Bornholms Kommunalbestyrelse.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.187|