23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Bygherre risikerer millionregning efter arkæologiske fund

Der er fundet fortidsminder i to arkæologiske prøvehuller ved Domea.dk’s lejlighedsprojekt på Klostergården i Kolding.

Et tredje prøvehul skal nu udgraves, og før det er sket, er det ikke til at sige, hvad situationen får af betydning for projektet, tidsplanen og økonomien.

Det oplyser Louise Prahm, projektudviklingschef hos Domea.dk, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Det tredje hul skal være med til at sige noget om omfanget. Før, det er gravet, ved vi ingenting med sikkerhed, og først derefter holder vi møde med kommunen og Museum Sønderjylland, siger hun.

Hun understreger, at der altid er risiko for historiske spor i jorden, og at Domea tjekker det ved barmarksprojekter.

I Kolding er man i gang med at rive eksisterende bygninger ned for derefter at bygge nyt, og derfor har det ikke været muligt at undersøge jorden først. I alt skal der bygges 92 lejligheder og en p-kælder.

Samtidigt understreger Louise Prahm, at hun ikke har oplevet fund i den her skala før.

- Det er positivt for Kolding, at byens historie bliver udgravet. Som boligselskab må vi tage det først. Alle har interesse i, at kommunen får flere boliger og i, at historien bliver gravet frem. Det kommer først, og derefter må vi så tage projektet op igen, fortsætter hun og oplyser, at det tredje prøvehul formentligt bliver gravet i løbet af næste uge.

Forventer millionregning
Over for JydskeVestkysten har Per Ethelberg, museumsinspektør ved Museum Sønderjylland, anslået, at arkæologerne efter det sidste prøvehul skal udgrave omkring 500 kvm med håndkraft, skovle og børster og yderligere 1.000 kvm, som delvist kan klares af maskiner.

Men en præcis vurdering kan først komme på tale, når det sidste prøvehul er udgravet, understreger han.

Han har desuden anslået tid og pris for udgravningerne:

- Jeg vil tro, at udgravningerne vil tage fire-fem-seks måneder for fire arkæologer, og det kan så gøres på den halve tid, hvis vi sætter det dobbelte antal ind. Et konkret beløb vil jeg ikke gætte på nu, men jeg tør godt sige, at det bliver mere end sekscifret, har museumsinspektøren oplyst til JydskeVestkysten.

En regning, der i henhold til museumsloven lander hos bygherren.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125