23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Drømmen om den store byregion

En meget grundig bog om Øresundsregionen argumenterer for, at Metropolen er landet. Det lykkes kun delvist

Her er den ultimative bog for byudviklingsnørder, især hvis man interesserer sig for København og Malmø.

"Øresundsmetropolen - historien bag den interskandinaviske byregion" er skrevet af Henning Bro, cand. mag., ph.d. og stadsarkivar på Frederiksberg Stadsarkiv. Og han går grundigt til værks.

Han trækker de lange linjer fra middelalderens sundbyer til den industrialisering og urbanisering, som i Øresundsregionen slog igennem fra midten af 1800-tallet (da København med en befolkning på 130.000 var blevet 12 gange større end Odense) og cirka 120 år frem.

En udvikling, der skabte grundlaget for efterkrigstidens forestillinger om en integreret storbyregion i Nordøstsjælland og i Skåne.

Henning Bro håber med sin 223 siders gennemgang at Øresundsregionen måske er ved at rykke op i superligaen af store byregioner, hvis ligesindede rundt om på kloden er blevet slagkraftige økonomiske og politiske aktører.

Det har i hvert fald været en drøm hos mange siden 1960’erne, at skabe en supermetropol ved Øresund, og bogen indeholder da også en række meget underholdende historiske tegninger og illustrationer, der viser hvordan man forestillede sig den rasende byudvikling, komplet med strømlinede supersoniske fly i luftrummet over gigantiske Købenmalmø.

Sådan gik det som bekendt ikke helt. Men at Øresundsbroen har skabt rammen for en mere helstøbt metropol, kan de færreste være i tvivl om.

Nu skal vi bare ryste de seneste 450 år - hvor København og Malmø var adskilt af grænsen og vandet - af os.

Historikeren Henning Bro argumenterer for, at vi i dag kan tale om én stor, fælles Øresundsmetropol med de to byer som epicenter.

Desværre er det ikke særlig let læst, og bogen får derfor hurtigt et skær af tør akademiker over sig. Den signalerer med sine tusinder af politiske, økonomiske, demografiske og infrastrukturelle detaljer, at den primært er skrevet til de særligt interesserede og indviede. Og måske til studerende, der virkelig har brug for at dykke dybt ned. Man skal for eksempel nok have lidt af en passion for Malmø for at hænge på.

Og det er lidt ærgerligt, for bogens hovedfokus - de grandiose planer for en interskandinavisk byregion - er spændende nok. Og alle kan blive klogere af Henning Bros gennemgang.

Det samme kan man ved at læse historierne om, hvordan planerne i første omgang blev blokeret, men at de siden (med broen) til dels blev realiseret.

Henning Bro har i øvrigt tidligere skrevet en række bøger om blandt andet velfærdsstatens boligpolitik samt hovedstadsmetropolens og Øresundsregionens historie.

Så har du brug for leksikal viden om den del af Danmark, og bestræbelserne på at fremme integration og erhvervspolitik på tværs af sundet, er han forfatteren at gå til.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094|