23948sdkhjf

- Det, der før tog ”nogle få år”, tager nu nogle få uger

Detaljeret information om et byggeprojekt og dets fremdrift bliver fra dag til dag præsenteret overskueligt på en pc eller mobil enhed i et såkaldt business intelligent (BI) dashboard. Med andre ord et stort, forkromet og let tilgængeligt overblik. Det er rådgivervirksomheden Exigo i Aarhus nu klar til at tage ud i byggebranchen efter længere tids udviklingsarbejde. 

Firmaet har specialiseret sig i at implementere digitale redskaber i byggebranchen. Bygherre, byggeledere og entreprenører får syn for eksakt data i en grafisk præsentation, fra det tekniske, tidsmæssige og økonomiske kombineret med detaljerede, digitale bygningsmodeller, der viser kollisioner helt ned til hver enkelt rør, udluftningskanal og vindueskarm. 

Ambitionen er at øge byggebranchens effektivitet med it, 3D og brug af big data som centrale redskaber. En ambition den nye brug af BI dashboards skal bringe nærmere realisering. 

- Vi får meget positiv feedback på de nye Dashboards. De kan give bygherre præcist det overblik der er brug for. Datadrevet rådgivning, der ikke er farvet af agendaer eller mavefornemmelser, er fremtiden i byggeriet. Bygherre bliver oplyst om fordele og risici ved forskellige scenarier, så han kan tage en kyndig og velorienteret beslutning, med høj beslutningskvalitet, siger Kristian Birch Pedersen,  PhD, stifter og topchef i Exigo, til Licitationen. 

De nyudviklede BI dashboards har Exigo allerede haft i anvendelse på en række store sygehusbyggerier. Og nu er firmaet så altså kommet til et punkt, hvor BI og anvendelse af data kommer helt ud på byggepladsen via brugerdefinerede apps, der kan tilpasses og udvikles til et specifikt byggeri på få dage. 

- Det der før tog ”nogle få år” tager nu nogle få uger, forklarer Kristian Birch Pedersen om det hidtil så krævende digitale arbejde med udvikling af apps. 

- I forhold til andre analyser i forbindelse med vores dashboards, fx kollisionskontrol, tid- og økonomi analyser med mere, er det gældende, at det der før tog nogle uger - nu tager dage, fordi det i højere grad automatiseres, tilføjer han. 

Byggefolk udvikler software til byggefolk
Siden starten i 2010 har projekt- og risikostyring med BIM-værktøjet ’Vico Office’ som primære redskab været omdrejningspunktet for Exigo. Kundelisten er vokset støt med firmaer Aarsleff, Casa og Adsbøll & Sønner, og langt hovedparten af de største entreprenører herhjemme anvender firmaets ydelser. 

Det nye, ekstra lag i ydelser i form af den hurtige visualisering af de store datamængder på et byggeprojekt anvender mere konkret den tilgængelige data på en ny måde, hvor data trækkes ud og stilles til rådighed via føromtalte apps og BI dashboards. 

De langt hurtigere digitale redskaber med mulighed for daglige opdateringer er kommet til verden efter måneders udviklingsarbejde. Eksempelvis er der blevet kodet hundredvis af regler for fremstilling af data i de digitale bygningsmodeller, som fx kollisionskontrol. Dermed kan systemet selv registrere kollisioner, fx mellem en ventilationsskakt og en sprinkler, samt klassificere kollisionerne efter hvor alvorlige de vil være for det faktiske byggeri. Tjek, kontrol og vurderinger, der tidligere skulle gøres manuelt af Exigos folk. 

Bygherre og byggeledele får hermed et nyt styringsredskab, som hurtigere kan hjælpe dem med at rette op på fejlene, inden arbejder går i gang på byggepladsen, hvor der så skulle tages hånd om en – potentielt dyr og tidskrævende – ændring. 

Kristian Birch Pedersen understreger, at Exigos primære forretningsområde stadig er specialiseret bygherrerådgivning. Nu kan firmaet så også tilbyde at udvikle brugerdefinerede apps i forbindelse med bygherrerådgivning og rådgivning på entreprenører. Med andre ord er fokus stadig på at anvende og udbrede teknologier, mens det nu i stigende grad bliver tale om ”byggefolk der udvikler software til byggefolk”.


Læs mere om udviklingen i Exigo i: Rådgiver har mangedoblet staben: - Vi har aldrig haft en kassekredit

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12