23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Albertslund, Næstved, Kolding, Nr. Vium, Søndervig, Skjern, Skive, Silkeborg og Virklund

REGION HOVEDSTADEN

ALBERTSLUND

KAB har på vegne af AKB, Albertslund, afd. Hedemarken bedt Albertslund Kommunalbestyrelse godkende, at der som en del af en grøn omstilling etableres et solcelleanlæg på blok 12 i forbindelse med tagrenovering af blokken, og det godkendte Kommunalbestyrelsen på sit seneste møde.

Der er tale om etablering af et hybridanlæg med batterier, hvor overskydende strøm kan lagres til senere brug.

Det vurderes at byggeperioden vil være cirka tre måneder med start september 2019.

Renoveringsdelen omfatter en total tagudskiftning med ovenlys, tagrender og nedløbsrør og ny isolering af undertag og udskiftning af eksisterende ventilationsanlæg på loftet. 

REGION SJÆLLAND

NÆSTVED

Garage- og værkstedsfaciliteter
Næstved Kommune har på anlægsbudgettet for i år afsat 5 mio. kr. til ombygning af garage- og værkstedsfaciliteter på Thurøvej 5, og de søges nu frigivet.

Næstved Kommune mangler værkstedsfaciliteter til akut vedligehold af specielt større køretøjer i vintertjeneste. Det eksisterende værksted har ikke tilstrækkelig loftshøjde, hvorfor mekanikerne må arbejde udendørs på de store lastbiler og traktorer.

REGION SYDDANMARK

KOLDING

Boliger
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune har vedtaget lokalplan 0816-12 Ved Max Jørgensens Vej - et boligområde endeligt. Lokalplanen udlægger området til et etageboligområde i byzone med mulighed for at etablere op til 80 boliger. 

REGION MIDTJYLLAND

NR. VIUM

Forskningscenter
Ringkøbing-Skjern Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 437 og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Baggrunden for udarbejdelse af det nye plangrundlag er, at Arla Food Ingredients, Danmark Protein i Nr. Vium er i vækst. Danmark Protein har sammen med Arla Foods Nr. Vium Mejeri behov for at sikre fremtidige udvidelsesmuligheder. Konkret gives der med lokalplanen mulighed for at etablere et forsknings- og udviklingscenter til udvikling af nye produkter. Hertil gives der mulighed for kontor og administrationsbyggeri samt lager- og oplagsfaciliteter, herunder højlager.

Lokalplanen giver desuden mulighed for etablering af vej- og parkeringsanlæg, anlæg til håndtering af overfladevand samt transformatorstation og beplantning.

SØNDERVIG

Feriecenter
Det er planen, at der skal åbne et nyt Lalandia i Søndervig i 2022, og Ringkøbing-Skjern Kommune har i den forbindelse sat gang i den nødvendige lokalplanlægning for området.

Kommunen har foreløbig indkaldt ideer og forslag til den forestående planlægning og bemærkninger til indholdet i miljøkonsekvensrapporten. Høringssvarene handler primært om landskabelig påvirkning, trafikale forhold i og omkring Søndervig og bekymring for, at projektet vil medføre yderligere slitage af klitterne, som følge af at feriegæster bevæger sig til Vesterhavet.

Økonomiudvalget besluttede forleden, at planlægningen for Lalandia suppleres med en samlet fysisk plan for Søndervig by.

Lalandia Søndervig skal ifølge planerne bestå af 483 sommerhuse, en hotelbebyggelse med op til 200 værelser i maksimalt tre etager og centerfaciliteter op til 30.000 kvm med mulighed for et solitært tårn på 24 meter.

SKJERN

Tilbygning til erhvervsejendom
Ejeren af erhvervsejendommen ved Trykkerivej 2 i Skjern har søgt Ringkøbing-Skjern Kommune om tilladelse til udvidelse med en lagerbygning på cirka 480 kvm. Der skal dispenseres fra Naturbeskyttelsesloven og Planloven, hvis udvidelsen skal realiseres, og det valgte Teknik- og Miljøudvalget at gøre forleden. 

SKIVE

Autismecenter
Skive Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 284 og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt. Det nye plangrundlag gør det muligt at etablere et autismecenter og boldbaner i Egeris.

Samtidig har byrådet anlægsbevilget 2 mio. kr. til påbegyndelse af byggeriet af nyt Autismecenter Skive. Prækvalifikation og tilbudsfase forventes at blive gennemført i perioden juli til oktober, hvorefter der i november vælges totalentreprenør.

SKIVE

Boliger i slagteribygninger
Skive Byråd har besluttet at sende forslag til Lokalplan nr. 304 - Område til blandet bolig og erhverv på den gamle slagterigrund i Skive i offentlig høring i otte uger.

Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af en konkret henvendelse fra en investor, der ønsker at købe og omdanne en del af det gamle slagteri i Skive mellem Brårupgade og Færøvej. Lokalplanen giver mulighed for at omdanne en del af det gamle slagteris bygningsmasse til moderne lejligheder med mulighed for at bevare det rå look, som slagteriets rammer giver. Derudover gives der mulighed for eventuelt at kombinere boligerne med ikke-generende liberalt erhverv, hvis købere kunne have interesse i det.

Projektet er tænkt at omfatte 20-40 nye lejligheder med tilhørende overdækkede terrasser mod syd, overdækkede altangange mod nord og med mulighed for private taghaver/-terrasser på taget. Den nuværende slagteribygnings to etager er tænkt fastholdt, men ellers vil bygningen blive givet et nyt udtryk med blandt andet nye glaspartier, og idéen er, at der vil blive mulighed for at flere lejlighedsmoduler vil kunne sammenlægges efter behov.

SILKEBORG

Boliger
Silkeborg Byråd har vedtaget Lokalplan 12-027 for et boligområde ved Brunbakkevej og Øster Bordingvej i Buskelund endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for etablering af 58 åben-lave boliger og cirka 20 tæt-lave boliger i maksimalt to etager.

Byrådet har også vedtaget Lokalplan 14-014 for et boligområde ved Vestre Ringvej i Lysbro endeligt efter en fornyet høring.

Lokalplanen giver mulighed for opførelse af op til 100 etageboliger, og den er udarbejdet på baggrund af et ønske fra en privat bygherre om at opføre etagebyggeri i området.

VIRKLUND

Udbygning af daginstitution
Børnetallet i Virklund i Silkeborg Kommune stiger kraftigt, og der er behov for flere vuggestuepladser i Virklund Børnehave og pladser i de 0-6-årige i Troldhuset. Virklund Børnehave bygger til, så der er plads til yderligere 20 børn. Troldehuset bliver også bygget til, så der er plads til 22-25 flere børn. Silkeborg Byråd frigav forleden 12 mio. kroner til at udbygge de to daginstitutioner. 

SKIVE

Erhvervsbyggeri
Skive Byråd har vedtaget Greenlab - Lokalplan Nr. 300 - Erhvervsområde endeligt.

Lokalplanområdet udgør den øverste, nordlige del af GreenLab-området, på den vestlige side af Rute 26, og lokalplanen gør det muligt at etablere flere virksomheder og baner vej for opkøb af resterende privat ejendom.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.11|instance-web03