2018 var et travlt år for STB Byg A/S fra Vejle, men tre byggeopgaver på Sjælland endte som en gyser og trak årets resultat ned i et skuffende million-minus. 
 
- Det har været et rigtigt træls år, siger Jens Winther adm. direktør og medejer af STB Byg. 
 
Ledelsen havde forventet, at man i 2018 kunne følge op på tidligere års pæne pæne vækst og overskud. Sådan lød meldingen, da regnskabet for 2017 blev præsenteret for cirka et år siden. Men sådan skulle det ikke gå. 
 
- Vi følger med i projekterne jævnligt, men det kom som en overraskelse for os i efteråret, at tre projekter på Sjælland gik så skidt. 
 
Årets resultat endte på minus 11,8 mio. kr. i 2018 mod et overskud på 13,3 mio. kr. året før. I samme periode steg virksomhedens omsætning fra 400,9 mio. kr. til 479,6 mio. kr. 
 
- Vi besluttede strategisk at bearbejde det sjællandske marked for cirka fire år siden. Det lykkedes over forventning, og vi har vundet rigtig mange af de opgaver vi byd på i en periode, siger Jens Winther og fortsætter. 
 
- Vi fik opbygget en stor pipeline på det sjællandske marked. Det betød, at vi skulle finde nye folk i en periode med høj aktivitet. Det har efterfølgende vist sig at være en udfordring for os. Vi må sande, at de projekt- og byggeledere vi fik ansat på Sjælland ikke alle var af den kvalitet, vi havde håbet på. 
 
Sjælland ligner Jylland 
Han fortæller, at STB Byg ikke har haft et tilstrækkeligt overblik over projektstyringen på Sjælland i 2018. 
 
- Det gælder i hele projektfasen fra tilbudsgivning til projektering og eksekvering. Det er brandærgerligt. 
 
STB Byg-direktøren understreger, at der udelukkende er tale om tre problemprojekter. Alle selskabets øvrige aktiviteter drives med overskud. STB Byg har bevidst holdt sig ude af Storkøbenhavn, men har vurderet, at det øvrige Sjælland mere ligner Jylland. 
 
- Vi bliver på Sjælland, og har også lige nu gang i fire projekter. De tre projekter med underskud har alle været med en relativ høj kompleksitet som vi desværre ikke havde fået afdækket ordentligt. 
 
De tre underskudsgivende projekter er nu afleveret og internt i virksomheden er der ryddet op. Oprydningen har blandt andet ført til afskedigelser og omorganiseringer. Derudover er de to ejere, Jens Winther og Jan Bøgelund Olesen, rykket helt tæt på udviklingen. 
 
- Det underskud, vi her må berette om, er en enlig svale. Vi driver i bund og grund en fornuftig forretning, og tingene er stærkt på vej tilbage i rette gænge, siger Jens Winther. 
 
Helt til bunds 
2018-regnskabet er færdiggjort forholdsvis sent på året. 
 
- Vi har ventet med at færdiggøre regnskab, til vi var helt sikre på, at vi var kommet helt til bunds i problemerne. Vi har brugt mange ressourcer på at rydde op, siger Jens Winther. 
 
STB Byg bor i eget domicil ved motorvejen nord for Vejle og beskæftiger cirka 100 medarbejdere. Firmaet beskæftiger sig med hoved- og totalentrepriser over hele landet. Derudover har STB Byg egenproduktion inden for murer- og tømrerarbejdet i en radius på op til 50 - 60 kilometer fra Vejle. 
 
Efter årets underskud lander egenkapitalen på 29 mio. kr. 
 
I foråret solgte STB Byg datterselskabet STB Snedkeri til dørproducenten Doorflex, der laver brandskydedøre i træ. Jørgen Winther fortæller, at man længe har været på udkig efter en køber til denne virksomhed.
Jysk entreprenør får millionsmæk på Sjælland
Tre projekter går galt for STB Byg, så 2018-regnskabet skuffer