Nye arkitekter springer ud som klimaaktivister
Kan man tale om, at danske arkitekter har et særligt DNA? Og hvad kendetegner de nyuddannede kandidater fra landets to største byer?
Det kan man få et indblik i, når årets færdiguddannede arkitekter fra Arkitektskolen i Aarhus åbner en udstilling af afgangsprojekter fredag 28. juni.
DNA er overskriften på sommerens afgangsudstilling. Det står for De Nye Arkitekter og for Dagens Nyheder om Arkitektur.
Udstillingen byder på mere end 60 afgangsprojekter som behandler blandt andet integration, klimaforandringer, urbanisering og arkitekturens kerneværdier.
Projekter ude og hjemme
Nogle af emnerne tager udgangspunkt i græsk historie og kultur, andre i den mexicanske maler Frida Kahlo.
Et projekt spørger også, om det er fake news, når klimaforandringer i italienske Puglien lanceres som en succeshistorie.
Det er hvad nogle af udstillingens internationale projekter giver bud på.
Men også en række hjemlige lokaliteter bliver taget under behandling i Aarhus; som for eksempel et kunst- og designcenter i Skagen, et besøgscenter på kanten af Nationalpark Thy, restaurering af Gråsten Station og transformationen af Københavns Nordvestkvarter.
Helt nye trafikforslag
Også på Arkitektskolen i København udstiller afgangseleverne fra i morgen sine projekter.
Og her er der nye trafikforslag på banen: To nyuddannede arkitekter står for eksempel bag et projekt designet til et bæredygtigt distributionsnet af varer. Hvis man fylder et enkelt metrotog med varer i stedet for passagerer, kan man fjerne syv lastbiler fra vejene. Samtidig bliver de halvtomme parkeringsdæk til cykler brugt som pakkecentraler. På den måde kan man udnytte eksisterende bygninger, holde store varehaller ude af byen og nedbringe Co2-udslippet fra transport, lyder forslaget fra de nybagte arkitekter Jana Possehn og Meggan Collins.
Fokus på FN’s Verdensmål
Projektet er blot ét ud af 239 på sommerens afgangsudstilling "Løsninger" på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, der åbner 21. juni på Holmen i København.
Arkitektskolen har haft fokus på FN’s Verdensmål siden 2016, og alle kandidatstuderende er blevet bedt om at relatere deres afgangsprojekter til målene.
Derfor har kandidaterne i år blandt andet stor opmærksomhed på grønne løsninger inden for klima, alternativ energi, genbrug og natur.