23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Økonomien er yderligere presset

Kvartalsrapport afslører, at der er øget risiko for, at region Hovedstaden må spæde til budgettet

Der er i højere grad udsigt til, at Nyt Hospital Herlev skal have tilført ekstra midler.



At økonomien er yderligere presset fremgår af en kvartalsrapport for 1. kvartal 2019, som har været på dagsordenen på et møde i Region Hovedstadens forretningsudvalg i går.



Både regionens administration samt den uafhængige eksterne kontrolfunktion kaldet Det Tredje Øje (DTØ) vurderer, at risikobilledet er forværret siden sidste kvartalsrapport.



"Der er en øget risiko for, at projektet ikke kan realiseres indenfor rammen, og at regionen kan blive nødt til at supplere projektets økonomi med et mindre beløb", lyder det fra administrationen.



Det fremgår, at hospitalsbyggestyregruppen i maj er præsenteret for tre reviderede risikoscenarier for projektets samlede økonomi, og at styregruppen har besluttet at indløse projektets change requests, "da det er realitet, at projektet ikke kan realiseres inden for det resterende budget".



Styregruppen har også besluttet at styrke projektets reserver. Det fremhæves, at vurderingen skal ses i sammenhæng med det DTØ’s erklæring om projektets risikoprofil. I kvartalsrapporten beskriver DTØ:



"Det vurderes samlet set, at der ved udgangen af 1. kvartal 2019 ikke er tilstrækkelige reserver inkl. change request til at afdække de aktuelle udfordringer, og at der derfor må forudsættes tilført regionale anlægsmidler til at dække merforbruget".



Tocifret millionbeløb på tale

"De nuværende reserver er væsentligt under pres sammenholdt dels med projektets risikolog, henset til længden af den resterende byggeperiode samt de aktuelle udfordringer med håndtering af byggeprocessen og risikoen for yderligere tvister med entreprenørerne", fortsættes det.



DTØ anbefaler, at der arbejdes videre med de tre risikoscenarier og netop med yderligere muligheder for at styrke reserven eller finde yderligere besparelsesmuligheder for at kunne modstå et eventuelt yderligere pres på den samlede projektøkonomi.



Over for Licitationen erkender formand for den politiske følgegruppe på Nyt Hospital Herlev, Randi Mondorf (V), pres på økonomien:



- Reserverne er under meget pres, og det kan være, vi må ende med at tilføre ressourcer fra regionen, siger hun.



Hun fremhæver, at der arbejdes med forskellige scenarier og afviser, at der bliver tale om et trecifret millionbeløb, hvis der skal ekstra penge på bordet.



- Det kan være tocifret men ikke trecifret, siger hun og påpeger, at det er "værst tænkelige situation", og at man fortsat arbejder ud fra ikke at nå derhen.



Ifølge kvartalsrapporten har sygehusprojektet samlet et budget på cirka 2,3 mia. kr. i 2009-priser.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.18