Den spanske installationsentreprenør Inabensa har varslet et trecifret millionkrav i forbindelse med arbejdet på Herlev Hospital.
Entreprenøren har været i vælten for at være med til at udskyde fremdriften på byggeriet.
"Kravet vedrører overordnet tid og tab, samt et upræcist projektmateriale. Kravet anses for at være et modkrav, som har relation til projektets udmelding af dagbodskrav mod Inabensa", lyder det i forbindelse med en ny kvartalsrapport for første kvartal 2019.
Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad uddyber Randi Mondorf, formand for den politiske følgegruppe på hospitalsprojektet:
- Det er ikke krav, vi tager så alvorligt. Vi ser det som en taktisk manøvre fra deres side.
Hun påpeger, at der arbejdes med forskellige scenarier for at skaffe yderligere reserver til projektet, som fortsat er presset på tidsplanen og på økonomien, og at der kan være tale om år, før der kommer afklaring på kravet.
Det har inden deadline ikke været muligt med en kommentar fra Inabensas spanske moderselskab, Abengoa, mens projektdirektør på Nyt Hospital Herlev, Connie Barfoed, ikke har ønsket at kommentere over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Inabensa har varslet stort millionkrav
Der er tale om et trecifret millionbeløb, beskriver ny kvartalsrapport