Vismændene har ret, når de i deres forårsrapport kritiserer de uklare rammer og manglende overblik over offentlige investeringer, hvis man spørger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Store bygge- og anlægsopgaver tager så lang tid at planlægge og gennemføre, at det ikke giver mening at bruge dem i konjunkturpolitikken, som kan nå at skifte flere gange undervejs.
Bo Sandberg anbefaler at styre efter behovet såsom bekæmpelse af trængsel i trafikken og renovering af skolernes indeklima.
- Anlægsloftet er for lavt og stift. Man skubber en regning foran sig, når man ikke investerer i bedre indeklima i skolerne eller renoverer kloaknettet i tide, siger han.
Uklar finansiering i stor aftale
Vismændenes kritik af den løse investeringspolitik tager afsæt i infrastrukturaftalen fra 13. marts mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti. Det fremgår af aftalen (som der i øvrigt ikke længere er flertal for), at finansieringen af en række statslige investeringer frem mod 2030 er finansieret af "rammen for offentlige investeringer".
- Det fremgår imidlertid ikke, hvor stor rammen for offentlige investeringer frem mod 2030 er, hedder det i Det Økonomiske Råds formandskabs forårsrapport.
Vismændene opfordrer regeringen til at fremlægge og løbende opdatere en samlet oversigt over den offentlige investeringsramme med angivelser af allerede disponerede midler.
Dansk Byggeri går videre og foreslår firårige rullende investeringsplaner, der ville give kommunerne større smidighed. Desuden måtte staten godt operere med 10-årige rullende planlægning for de store anlægsprojekter.
Licitationer er så at sige kamp fra projekt til projekt. En langsigtet plan ville skabe større interesse på at byde og dermed skarpere konkurrence, hvis virksomhederne kendte det offentliges investeringsprogram flere år frem.
Gentag 2009-modellen
- Med stop-go forløb mister virksomheder human kapital og erfaring, siger Bo Sandberg.
Dansk Byggeri opfordrer partierne bag infrastrukturaftalen og Socialdemokratiet, der lancerede en 2025-plan under valgkampen, til at sætte sig sammen og lave et bredt forlig om infrastruktur frem til 2030, der kan afløse den grønne transportaftale fra 2009, der udløber næste år.
Begge sider har lavet forarbejdet, pointerer Bo Sandberg, som har en ekstra opfordring: Fremryk nogle af projekterne!
Tyngden i infrastrukturaftalen ligger nemlig i den sidste halvdel, mens der stort set er intet på denne side af 2023.
Den ny regering tiltræder i et nationaløkonomisk vejrlig, der beskrives som "beskeden højkonjunktur".
Der er i givet fald et lille spillerum for stabiliseringspolitik, fordi der er ved at blive opbygget en vis afstand til underskudsgrænsen. Spillerrummet er imidlertid for lille, hvis den bebudede dæmpning af væksten bliver et egentligt tilbageslag.
Vismændene nedskriver forventningen til den økonomiske vækst fra 2,4 pct. til 2,0 pct. i år, men med fortsat stigning i arbejdsstyrken, som skyldes vedtagne reformer og tilgang af udlændinge, der understøtter væksten.
Helt aktuelt anbefales den ny finansminister at dæmpe den økonomiske aktivitet som planlagt i år og næste år.
Dansk Byggeris cheføkonom hæfter sig ved svigtende vækst i Tyskland og Sverige, som er Danmarks største handelspartnere.
- Som en lille, åben økonomi vil Danmark før eller siden blive ramt af lavere tempo i verdensøkonomien. Vi tror stadig på en blød landing for dansk økonomi, for grundformen er ganske positiv.
Han er enig med vismændene i, at manglen på arbejdskraft er aftagende, men der er stadig store udfordringer med at rekruttere faglærte.
Boliginvesteringer
Dansk Byggeri vurderer, at nybyggeriet topper i 2019, mens der er udsigt til tilbagegang på anlægsområdet.
Vismændene er en anelse mere positiv med hensyn til boliginvesteringerne i 2020. De opjusterer deres skøn i forhold til efteråret og forventer en stigning i boliginvesteringerne på 3,7 pct. i år og halvanden procent næste år. Det skyldes den rekordlave rente.
Vismandsrapporten blev udskudt tre uger på grund af folketingsvalget. Regeringens Økonomisk Oversigt skulle også have været offentliggjort i slutningen af maj, men den får vente på en ny regering.
Vismænd og Dansk Byggeri efterlyser fast investeringspolitik
Rullende investeringsplaner vil give bedre overblik og større konkurrence, siger Bo Sandberg