Den 85 år gamle entreprenør Zacho-Lind A/S fra Ishøj forventer snart at kunne høste frugterne af de investeringer, der de seneste år har været afsat til at forny organisationen.
I 2018 var der for første gang i tre år fremgang i indtjeningen, da driftsresultatet steg fra 6 til 7 mio. kr. Det skal dog gerne blive endnu bedre de kommende år.
- Vi vil gerne ligge højere, og vi ved, at vi kan tjene mere. Men vi har også været klar over, at 2018 var et investeringsår, og det koster bare på produktionen, så jeg vil kalde det et tilfredsstillende år uden at være prangende, siger økonomidirektør Lise Lauritzen, der tror på, at 2019 bliver bedre.
- Vi investerer også i år, men vi håber, at vi så småt begynder at se et højere afkast af de investeringer, vi har lavet. Vores tilgang er dog tålmodig, det skal gå i det rigtige tempo, siger hun.
Omsætningen fremgår ikke af regnskabet, men ifølge ledelsen steg den en smule i 2018 og ser ud til at vokse yderligere i år.
Behov for ny struktur
Lise Lauritzen overtog for nylig en del af sin fars aktier i virksomheden, så der nu er tre personer i ejerkreds og direktion. Foruden økonomidirektøren og hendes far Poul Lauritzen har Lars Klitmøller Christensen aktier i virksomheden. Sidstnævnte har løbende siden 2012 overtaget efter sin far Alex Christensen, der måtte forlade ledelsen i 2016 på grund af sygdom.
Ikke kun ejerskabet har været gennem et generationsskifte.
En stor del af de seneste års investeringer er gået til at opbygge en ny organisation. Behovet opstod, efter en række nøglemedarbejdere forlod virksomheden for at gå på pension.
- Mange af vores bærende medarbejdere med 20 og 30 års erfaring er stoppet. Derfor er vi gået lidt væk fra vores tidligere meget flade struktur og har brugt meget tid på at bygge organisationen op. Det var nødvendigt for at følge med tiden, forklarer Lars Klitmøller Christensen, der som Poul Lauritzen har titel af direktør.
Opdelt i fire divisioner
Med de erfarne medarbejdere forsvandt ikke bare faglige kompetencer. De havde også en koordinerende rolle i virksomheden. Efterhånden, som de er stoppet, er der blevet behov for at skabe en mere robust organisation, hvor kommandoveje og roller er mere tydelige.
- Nye medarbejdere har brug for at vide, hvor de hører til, og hvem deres nærmeste leder er, siger Lars Christensen.
Konkret har det resulteret i, at der er etableret fire divisioner med egne divisionschefer inden for Zacho-Linds nøgleområder: forsyning, fjernvarme, anlæg (jord, kloak og belægning) og beton.
Svært at planlægge
Lars Christensen fortæller også, at der bliver investeret meget i digitalisering. Lønstyringen er ved at blive digitaliseret, der er sat gps i maskinerne og ansat en medarbejder, der kan projektere i 3D. Nogle af ydelserne kunne hentes eksternt, men Zacho-Lind vil gerne have kompetencerne i virksomheden.
- Vi har valgt, at vi gerne vil have det inhouse. Det tager til gengæld længere tid at bygge op, end hvis vi havde valgt at hyre en rådgiver eller landmåler ind. Men det er noget, vi kan se og mærke øger produktiviteten, og noget vi tror på, siger han.
For Zacho-Lind, der har mange forskellige kunder, er det en udfordring, at de forskellige digitale platforme, der bruges runder omkring, ikke snakker sammen. På det punkt efterlyser virksomheden konsensus blandt eksempelvis kommuner og forskellige statslige styrelser.
- Den store udfordring er at investere i de rigtige systemer, fordi vi har mange kunder, der alle bruger forskellige systemer. Hvis man går all-in på ét system, så risikerer man, at det ikke kan bruges andre steder. Men det er betingelser, som vi må håndtere, siger Lars Christensen.
Læs mere om generationsskiftet i morgen tirsdag.
Efter flere år med investeringer: Nu vil Zacho-Lind se bundlinjen vokse
Anlægsentreprenøren har gennem flere år sat mange ressourcer af til opbygning af en ny organisation. Nu håber virksomheden at få afkast af investeringerne