23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Zacho-Lind jagter mere erhvervsbyggeri

Anlægsentreprenøren vil have en bredere portefølje

Mere bredde i forretningen er en del af den nye 2021-strategi, som anlægsentreprenøren Zacho-Lind A/S har lanceret.

- Vi har en ambition om at skrue mere op for det private marked, som vi ikke har været så meget på hidtil, for at sprede markedsrisikoen. Og så går vi også efter at brede os geografisk. Vi er meget orienteret omkring hovedstaden og de omkringliggende kommuner, men vil gerne fylde mere på hele Sjælland og Lolland og Falster, siger direktør Lars Klitmøller Christensen.

Med private kunder skal ikke forstås hr. og fru Danmark. Det er erhvervslivet og industrien.

- Et eksempel kunne være en større produktionsvirksomhed, som ønsker at udvide. Her ser vi muligheder i, at vi kan stå for blandt andet fjernvarme, fundament, beton og ramper og andre ting.

Et marked i vækst
Bevægelsen mod det private marked er Zacho-Lind ikke alene om. Flere andre i branchen har tilkendegivet, at de ser muligheder i markedet, som ser ud til at vokse de kommende år.

I Dansk Byggeris seneste konjunkturanalyse fra marts lyder prognosen, at mængden af nybyggeri af værksteder og produktionslokaler vil stige fra 0,37 mio. kvm i 2018 til 0,43 mio. kvm i 2020. Det svarer til en vækst på den gode side af 15 pct. Det er især efterspørgslen på kontorbyggeri, lager og produktionshaller, der ventes at stige, mens udsigterne er mindre gode for detailhandlen.

De konkrete finansielle mål i 2021-strategien holder Zacho-Lind internt, men retningen er som for mange andre i branchen: Vækst er ønsket, men indtjeningen skal følge med.

- Det er en forsigtig plan, som også skal være med til at skabe ro og give vores medarbejdere mål og retning, siger Lars Christensen.

Det skal blandt andet ses i lyset af, at entreprenøren har været gennem stor udskiftning på ledende poster de seneste år og har etableret en ny struktur i organisationen med fire divisioner: forsyning, fjernvarme, anlæg og beton.

Uforudsigeligt marked
Markedet i øjeblikket bliver af ledelsen beskrevet som uforudsigeligt.

- Jeg vil sige, at det ser meget fornuftigt ud, men det er svært at gennemskue, siger direktør Poul Lauritzen, der har været medejer siden 1997 og med tiden vil overdrage hele sin ejerandel til datteren Lise Lauritzen, der i dag er økonomidirektør. I øjeblikket ejer han 28 pct. af aktierne, mens datteren har 22 pct. og Lars Christensen 50 pct.

Lars Christen uddyber:

- Der er meget at regne på, men der er en enorm variation i størrelse, kvalitet og varighed, og det er svært at forudsige, hvor meget der kommer. Især fra kommunerne.

En af udfordringerne i øjeblikket er fastholdelse af medarbejdere.

- Det er svært at holde på folk, især de timelønnede der begynder at shoppe løn. Det er taget meget til i 2019, siger Lars Christensen.

Dyrker nicher
Zacho-Lind satser ved siden af kerneforretningen på at udvikle nogle nicher. Særligt to bliver fremhævet.

Den ene er robotspuling, som virksomheden tror vil vinde frem i Danmark de kommende år. Robotspuling er en metode til betonrenovering, der giver færre vibrationer end traditionelle nedbrydningsmetoder i den eksisterende konstruktion. En robot kan spule vand med så højt et tryk, at betonen kan fjernes helt ind til armeringsjernet. Den anden niche er en rørsmedeafdeling, som Zacho-Lind har haft siden 2015.

Den er i øjeblikket på omkring en håndfuld ansatte, men virksomheden oplever, at der er øget efterspørgsel efter samlede teams med både rørsmede og jordarbejdere.

- Der bliver arbejdet mere i teams. Mange bygherrer vil gerne have begge dele i samme hold, siger virksomhedens anden direktør, Poul Lauritzen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.078