23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hirtshals, Odder, Aarhus, Bramming, Kolding, Mandø, Nyborg, Sønder Omme, Nykøbing Sjælland og på Frederiksberg

REGION NORDJYLLAND

HIRTSHALS

Lægehus
Hjørring Kommune søgte i april om 14,4 mio. kr. fra Sundheds- og Ældreministeriets pulje til etablering af sundheds- og lægehuse til etablering af et kommunalt ejet lægehus i Hirtshals.

Sundheds- og Ældreministeriet har nu givet Hjørring Kommune tilsagn om et tilskud på 9,5 mio. kr. til et nyt lægehus i Hirtshals, og Hjørring Byråd har efterfølgende besluttet at tage imod tilskuddet og selv skyde 4,5 mio. kr. plus en byggegrund i projektet. IT-, tele- og videoudstyr tages ud af projektet, hvorved udgiften er reduceret med omkring 400.000 kr.

REGION MIDTJYLLAND

ODDER

Etageboliger
Arkitektfirmaet GPP har på vegne af ejer ansøgt Odder Kommune om at få mulighed for at opføre en ny etageboligbebyggelse på Horsensvej 2 i Odder.

Et dispositionsforslag lægger op til, at der etableres et nyt boligområde med boligbebyggelse i to og tre etager. Ejer ønsker at opføre 41 boliger.

Forvaltningen indstiller, at der igangsættes udarbejdelse af en lokalplan på baggrund af dispositionsplanen, forudsat der ikke kommer væsentlige indsigelser i den foroffentlige høring.

Miljø-, teknik- og klimaudvalget har sagt god for, at lokalplanlægningen igangsættes.

AARHUS

28 boliger
Aarhus byråd har vedtaget lokalplan 1100, Område til boliger og erhverv på Skovvejen endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for opførelse af i alt 28 nye boliger i fire baghuse og et forhus ud mod Skovvejen. Studestalden, Skovvejen 11, indeholder liberalt erhverv, som bibeholdes.

REGION SYDDANMARK

BRAMMING

Kontordomicil
Virksomheden Poly Tech ønsker at opføre et nyt kontordomicil i Bramming, mellem Industrivej og Varde Hovedvej.

For at give mulighed for opførelse af byggeriet, er der udarbejdet forslag til en ændring af kommuneplanen, og en lokalplan for området. Planforslagene giver mulighed for opførelse af et kontorbyggeri i to etager med fladt tag med tilhørende parkeringsanlæg.

Plan- og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune beslutter på tirsdag, om forslagene skal vedtages og fremlægges i fire ugers offentlig høring.

KOLDING

35 boliger
Kolding byråd har vedtaget lokalplan 1013-13, Ved Tvedvej endeligt. Lokalplanens baggrund er grundejerens ønske om at etablere nye boliger i form af tæt-lave boliger og etageboliger i op til fire etager. Lokalplanen giver mulighed for op til 35 boliger, der tilpasses det skrånende terræn. 

MANDØ

Områdefornyelse
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har tildelt Esbjerg Kommune en statslig udgiftsramme på 736.542 kr. til landbyfornyelse. Teknik & Miljø anbefaler, at disse midler afsættes til en områdefornyelse på Mandø med særligt fokus på den centrale del af Mandø by. Første skridt i en områdefornyelse vil være udarbejdelse af et byfornyelsesprogram for realisering af konkrete projekter.

Det er muligt at anvende de statslige midler til bygningsfornyelse såvel som områdefornyelse. Forvaltningen har været i dialog med en fond, som udviser interesse for at bidrage til såvel etablering af et velkomststed som til en bygningsbevarende indsats, såfremt Esbjerg Kommune også engagerer sig økonomisk i projektet.

Plan & Miljøudvalget skal på sit møde på tirsdag tage stilling til, om der skal udarbejdes byfornyelsesprogram for områdefornyelse på Mandø med henblik på at træffe byfornyelsesbeslutning.

NYBORG

Syv familieboliger
Lejerbo har bedt Nyborg Kommune godkende skema A for for opførelse af syv nye familieboliger med en samlet anskaffelsessum på godt 11,9 mio. kr. Boligerne opføres som huludfyldning i forbindelse med renovering af Frisengårdsparken i Nyborg, og byggeriet forventes påbegyndt medio april 2020.

Projektet udbydes i hovedentreprise.

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at skema A godkendes.

SØNDER OMME

Renoveringsarbejde
Grindsted Boligforening, afd. 20 vil udskifte samtlige vinduer, døre og terrassepartier på Lyngvang i Sønder Omme, idet de er nedslidte. Også vægbeklædningen på skurene ved boligerne på Lyngvang samt hegn i lejlighedsskel ved boligerne skal skiftes ud, og i boligerne i Rahbæksparken 534 - 572 er det besluttet at nedlægge det eksisterende genvex og etablere naturligt aftræk/mekanisk aftræk samt emhætter.

Bovia har på vegne af Grindsted Boligforening bedt Billund Kommune godkende finansiering, huslejestigning samt garantistillelse for de planlagte vedligeholdelsesarbejder, hvilket anbefales af Økonomiudvalget.

REGION SJÆLLAND

NYKØBING SJÆLLAND

Teatersal
Odsherred Kommune og Odsherred Teater gik i 2014 sammen i et ambitiøst projekt om at skabe nye og bedre rammer for Odsherred Teater.

Odsherred Kommune erhvervede en tom butiksbygning, centralt beliggende på gågaden i Nykøbing Sjælland og finansierede en midlertidig istandsættelse. I sommeren 2016 flyttede Odsherred Teater fra en placering uden for byen ind i bymidten i den gamle Irmabygning.

Næste etape er etablering af en ny teatersal til Odsherred Teater. For at bane vejen for denne, er der udarbejdet forslag til lokalplan og forslag til kommuneplantillæg. Efter endt høring indstilles det nye plangrundlag nu til endelig vedtagelse i Odsherred Byråd med Miljø- og Klimaudvalgets anbefaling.

Plangrundlaget et udarbejdet på baggrund af vinderforslaget fra den gennemførte arkitektkonkurrence.

Vinderforslaget er udarbejdet af Christensen & Co. Arkitekter A/S med underrådgiverne Sweco A/S, Primus Arkitekter, Oluf Jørgensen A/S og Sted ApS.

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG

Ombygning
By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune behandlede for et år siden en ansøgning om tilladelse til at opføre to nye beboelsesbygninger med 12 boliger til erstatning for de to eksisterende nedslidte, ikke bevaringsværdige bygninger med erhverv og erhverv/bolig på Niels Ebbesens Vej 27 og 29.

Udvalget vedtog at sende projektet tilbage til forvaltningen med henblik på fornyet dialog med ejerne for at tilpasse projektet, så begge villaer kunne bevares.

Der er nu indkommet et nyt forslag til projekt, som går ud på at bevare villaen på Niels Ebbesens Vej 27 og i den indrette to boliger og nedrive de eksisterende bygninger på Niels Ebbesens Vej 29 og i stedet opføre en bebygning med seks boliger.

Forleden vedtog et flertal i By- og Miljøudvalget, at der i samarbejde med By-, Kultur- og Miljøområdet kan arbejdes videre med projektet uden ny lokalplan og med ønske om en reduktion i antal boliger.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.266