23948sdkhjf

Asfaltbranchen er grøn og innovativ

Brancheorganisation opfordrer en ny regering til at få lavet en langsigtet infrastrukturplan

Licitationen sætter i dag fokus på vejbygningsentreprenøren. Det giver anledning til at tænke over, hvordan vores rammebetingelser ændrer sig, og hvordan vi som branchen proaktivt kan bidrage positivt til samfundsudviklingen.

Som jeg ser hovedtrendsne er de, at vi ser flere og flere mennesker flytte til byerne. Vi ser klimaforandringer i form af mere regn og vildere og varmere vejr. Og pensionsalderen stiger. Alt i alt vil udviklingen påvirke fremtidens veje og mobilitetsløsninger og stille krav til os som virksom-heder om at udvise ansvarlighed overfor mennesker og ressourcer.

Siden 2009 er 64 pct. af statens anlægskroner gået til banerne på trods af, at over 80 pct. af trafikken foregår på vejene. Samtidig stiger agglomerationen og trafikken. Flere biler og færre penge til veje er en dyr og dårlig cocktail.

Derfor opfordrer vi den nye regering til at få vedtaget en langsigtet infrastrukturplan, hvor vejene har sin naturlige plads. Det skulle ikke være svært, for både rød og blå blok tilkendegav før valget, at der er behov for en plan.

Socialdemokratiet: "...Vi bliver et rigere samfund, hvis vi tør investere i infrastruktur. Det er dyrt. Men det er penge, der er givet godt ud, hvis vi vil sikre mobiliteten og sammenhængskraften i Danmark.... Vi er klar til at øremærke 70 mia. kr. til planen".

Og Venstre: "Vi bør samle kræfterne på tværs af partierne om at finde holdbar finansiering af en Infrastrukturplan 2" og lovede at bruge 110 mia. kr.

Asfaltindustrien er enig i behovet for en langsigtet plan. Og vi står klar med folk, viden og maskiner. Vi ser ikke flaskehalse fordi vi løbende effektiviserer, så hvor der i 2013 var 1.000 beskæftigede pr. anlægsmilliard var der i 2018 godt 800. Så lad os komme i gang!

Klima og miljø
Et tema i valgkampen var klima og miljø. Også her står Asfaltindustrien klar - med en hel ny generation af klimavenlige asfalttyper. For eksempel asfalt med lav rullemodstand, der får hjulene til at løbe lettere på vejen, så en bil sparer 4 pct. brændstof.

For hver millionkroner, der investeres i denne nye belægningstype, sparer borgere og virksomheder til sammen 40 mio. kr. i brændstof. Foreløbig er det "kun" Vejdirektoratet, der har udlagt den nye type asfalt, men om- og indfaldsveje i alle store byer kan bruge løsningen.

Desuden kan vi tilbyde asfalt, der håndterer regnvand ved monsterregnskyl, ved at forsinke vandets løb til kloakken eller lede vandet til lokal nedvisning. Og vi kan producere asfalt med højt indhold af genbrug der sparer CO2. En mulighed, som nye regler på vejområdet åbner op for bl.a. ved at tillade 30 pct. genbrug i slidlagene.

Et andet tema i valgkampen var pensionsalderen. For hvordan skal mennesker med hårdt, fysisk arbejde klare jobbet til de er 71 år? Også her går asfaltindustrien ind og tager et medansvar.

Vi har i 2019, sammen med fagforeningen 3F, sat gang i et treårigt projekt "Det gode Asfaltliv". Formålet er, at sikre, at asfaltbranchen fortsat er en attraktiv arbejdsplads for timelønnede. For nye og unge medarbejdere sætter vi ind med oplysning og forebyggelse. For medarbejderen midt i livet med behandling. Og for dem, hvor skaden desværre er sket, med mulighed for om-skoling.

Asfaltindustrien er en aktiv og dynamisk medspiller i samfundsudviklingen. Vi handler og tilbyder praktiske løsninger, som kan bruges i hverdagen.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094