De senere år er der kommet væsentligt mere fokus på håndteringen af de cirka 4,1 mio ton affald, som byggebranchen årligt producerer.
Det skaber grobund for en voksende industri, der har specialiseret sig i, at affaldet håndteres korrekt og forsvarligt. En af de nyeste virksomheder i denne branche er Kingo Recycling A/S, der er en knopskydning fra den landsdækkende nedrivningsvirksomhed Kingo Karlsen A/S I Silkeborg.
Selskabets hovedaktivitet er drift af to modtageanlæg i henholdsvis Silkeborg og Aalborg, der beskæftiger sig med rensning af forurenet jord og recycling af beton, tegl, asfalt og træ.
Det første anlæg blev etableret i 2010 i Silkeborg, og siden er forretningen vokset. Ifølge beretningen til 2018-regnskabet, så er Kingo Recycling oprettet for at ’sikre ledelsesmæssig fokus på aktiviteter i vækst’.
Høj aktivitet
Regnskabet for 2018 er selskabets første, og det dækker perioden fra d. 14. december 2017 til og med udgangen af december 2018.
I regnskabsåret laver selskabet et overskud før skat på 2,7 mio. kr. og årets resultat ender på plus 2,1 mio. kr.
- Selskabets første regnskabsår har været præget af høj aktivitet både inden for rensning af jord og recycling-aktiviteterne, og ledelsen anser årets resultat efter skat på 2.100 t.kr. for tilfredsstillende.
Direktør for Kingo Recycling er fra starten af 2019 Allan Leth, der har overtaget posten fra Willy Pedersen. Sidstnævnte fortsætter i bestyrelsen for virksomheden.
Flyvende start til Kingos miljøvirksomhed
Nedrivningsvirksomheden Kingo Karlsen har udskilt recycling-aktiviteter i et nyt selskab