REGION HOVEDSTADEN
BALLERUP
Udvikling af Ballerup Idrætsby
Kultur- og Fritidsudvalget i Ballerup Kommune vedtog i 2018 en udviklingsplan for Ballerup Idrætsby, og der er i år afsat 150.000 kr. til rådgiverbistand i forbindelse med de tre første greb i udviklingsplanen, som handler om mulighederne for grundsalg, etablering af en café i centrum af Ballerup Idrætsby samt synergi mellem idrætsbyen og Forenings- og Frivillighedscenter Tapeten.
Der er nu udarbejdet en indledende skitse over mulige placeringer af byggeri i Ballerup Idrætsby, og den tog udvalget til efterretning forleden.
FREDERIKSSUND
Etageboliger
Plan- og miljøudvalget i Frederikssund Kommune har vedtaget lokalplan 130 - Etageboliger ved Lærkevej endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre to etageblokke på henholdsvis tre en halv-fire og seks etager.
GLADSAXE
Skøjtehal
Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Gladsaxe Kommune besluttede i februar, at der skal opføres en ny skøjtehal. Det blev også besluttet, at den gamle skøjtehal ændres til anden midlertidig idrætsmæssig anvendelse, og at den konkrete placering af den nye skøjtehal skal ske ud fra et samlet bystrategisk perspektiv.
Projektets styregruppe har nu foreslået, at en ny skøjtehal placeres i Gladsaxe Idrætscenter, og forleden besluttede Kultur-, fritids- og idrætsudvalget, hvilken placering inden for området, der skal arbejdes videre med som første prioritet. Udvalget vil anmode om, at der udarbejdes en lokalplan med henblik på placering af en skøjtehal.
MARBJERG
Ombygning
Høje-Taastrup Kommune har modtaget en ansøgning om indretning af tre nye ejerlejligheder til helårsbeboelse i en ældre firelænget gård samt en fritliggende helårsbolig i en tidligere svinestald.
Ejendommen er en tidligere landbrugsejendom på i alt 6.102 kvm, som i dag er godkendt til erhvervsvirksomhed for kontor og lager. Administrationen har besigtiget bebyggelsen og vurderer, at den firelængede gård generelt er i god stand og egnet til beboelse, og at svinestalden er i så dårlig stand, at den ikke er egnet til beboelse.
Plan- og Miljøudvalget besluttede forleden at give tilladelse til de tre ejerlejligheder, men ikke til den fritliggende bolig i svinestalden.
KØBENHAVN
Bygning til serviceerhverv
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag beslutte om forslag til tillæg nr. 4 til lokalplan Ny Tøjhus skal sendes i høring.
Ejeren af ejendommen Amager Boulevard 70 i Københavns ønsker at udvide Radisson Blu Scandinavia Hotel og opføre en ny bygning til serviceerhverv. Derudover er der behov for en kommunal daginstitution i planområdet. Den gældende lokalplan muliggør en udvidelse af hotellet i form af en tilbygning i 10 etager ovenpå det eksisterende højhus samt en udvidelse på første til sjette etage. Ejeren ønsker ikke en udvidelse af hotellet i denne form, men i stedet en udvidelse på den nuværende parkeringsplads. Det forudsætter en ændring af lokalplanen.
Den nye bygning til serviceerhverv kan opføres i maksimalt syv etager med et etageareal på cirka 10.000 kvm i op til 29,5 meter svarende til domicilet på ejendommen ved siden af. Bygningen skal opføres i metal og glas, så den ligner den eksisterende række af domiciler langs Amager Boulevard.
HOLTE
Plejeboliger
Forslag til Lokalplan 265 for et område ved Borgmester Schneiders Vej i Holte i Rudersdal Kommune og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse - i første omgang i Byplanudvalget i dag.
Med det nye plangrundlag bliver det muligt at opføre nye plejeboliger i to etager.
REGION NORDJYLLAND
VORUPØR
Udvidelse af hotel
Planerne for udvidelse af Hotel Klitheden i Vorupør er blevet tilpasset, hvorefter Thisted Kommunalbestyrelse forleden kunne sige ja til at bakke op om projektet.
Det er højden på byggeriet, der er blevet reduceret fra 15,5 til 12,5 meter.
SKAGEN
Boliger
Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune har vedtaget lokalplan SKA.B.03.06.02 Boliger ved Remisen i Skagen.
Lokalplanen vil blandt andet give mulighed for at nedrive overvejende dele af den bevaringsværdige del af remisebygningen, garageanlæggene og dele af værkstedsbygningen, indrette den tilbageværende del af værkstedsbygningen til bolig og opføre seks boliger mellem jernbanesidesporet til Nordjyske Jernbaners værkstedsbygning og hovedjernbanelinjen Frederikshavn-Skagen. Når jernbanesidesporet nedlægges, vil der kunne opføres yderligere 19 boliger.
REGION SYDDANMARK
DYBBØL
Rækkehuse
Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune har godkendt forslag til lokalplan 4.11-4 for boliger ved Dybbøl Bygade 58, Dybbøl, som herefter fremlægges i offentlig høring i fire uger.
Lokalplanforslaget er udarbejdet for at gøre det muligt for en privat bygherre at opføre ni boliger i form af rækkehuse på grunden.
MIDDELFART
Boliger
Middelfart Kommune ønsker at igangsætte en planlægning af "Kulgrunden" Havnegade 4, 5500 Middelfart, som muliggør boliger på arealet
Området er i dag omfattet af lokalplan 23.21, som udlægger området til centerformål. Der har hidtil ikke været mulighed for etablering af boliger på arealet i forhold til nærheden til særlig erhvervshavnen ADP og produktionsvirksomheden ITW. Planloven åbner i dag mulighed for at udpege arealer til boligformål tættere på erhvervsvirksomheder, uden at det begrænser mulighederne for virksomhedernes fortsatte virke.
Middelfart Kommune har sat planlægningsfasen i gang, og indkalder i første omgang og frem til 24. juni ideer og forslag til den videre proces.
MIDDELFART
Boliger
Middelfart Byråd gav i december 2018 Civica lov til at opføre 36 familieboliger i Ranunkelhaven i Middelfart, og nu er der givet mulighed for at bygge yderligere fire boliger. Samtidig er den samlede anskaffelsessum for de nu 40 familieboliger på 88,8 mio. kr. blevet godkendt.
Det er ved detailprojekteringen af byggefeltet konstateret, at hvis den ønskede åbenhed i forhold til omgivelserne skal opnås, så skal området udbydes som fire blokke på 2.200 kvm i stedet for fem blokke på 2.000 kvm.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK
11 tæt-lave boliger
Holbæk Kommune har sendt forslag til Lokalplan 2.88 Boligområde ved Torpet II i høring frem til 16. juli.
Lokalplanen vil gøre det muligt at opføre op til 11 tæt-lave boliger med tilhørende grønne friarealer og parkering. Realiseringen af boliger indenfor området forudsætter etablering af en støjvold ud mod Stenhusvej.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Ballerup, Frederikssund, Gladsaxe, Marbjerg, København, Holte, Vorupør, Skagen, Dybbøl, Middelfart og Holbæk