23948sdkhjf

Hver anden boligordfører er ny

Det mulige regeringsflertal er dog boligpolitisk intakt

Det nye folketings 10 boligordførere vil rumme mange nye ansigter. Fem er genvalgt, og fire har forladt frivilligt eller uventet. Endelig er der et nyt parti.

Villum Christensen (LA) og Roger C. Matthisen (AL) genopstillede ikke. Deres partier er decimeret til 4-5 mandater, og det er uvist, hvem der måtte påtage sig dette blandt bunken af ordførerskaber.

Anders Johansson (K) og Merete Dea Larsen (DF) blev fravalgt af vælgerne.

Den femte nye kommer fra Nye Borgerlige.

Genvalgte
Boligordførerne fra de fire partier, der har peget på Mette Frederiksen (S), er genvalgt. Det kan have praktisk betydning, at partilederne kan trække på kyndige ordførere, når de diskuterer flere billige boliger, huslejeregulering eller bygningsrenovering.
Rasmus Helveg Petersen (R) var boligordfører, mens han var indkaldt som stedfortræder for Zenia Stampe (R). Begge er (gen)valgt.

Det samme er Kirsten Normann Andersen (SF) og Kaare Dybvad (S).

Søren Egge Rasmussen (EL), der er uddannet tømrer, er også genvalgt. Det er dog kun i kraft af sin placering som første stedfortræder for Nikolaj Villumsen (EL), der er valgt til EU-parlamentet.

Carsten Kissmeyer (V) er den eneste genvalgte i blå blok. Han kom oprindeligt ind som stedfortræder og overtog Esben Lunde Larsens (V) plads i oktober 2018.

Udvalg skulle deles
Sammensætningen af transport-, bygnings- og boligudvalget sker, når Folketinget nedsætter udvalgene efter dannelsen af en regering. Det sker dog tidligst den 21. juni i forbindelse med Folketingets godkendelse af valget.

De p.t. faste udvalgs arbejdsfelter plejer at følge ministrenes ansvarsområder. Det er uvist, om Transport-, Bygnings- og Boligministeriet forbliver samlet eller om der genoprettes et selvstændigt boligministerium.

Det afhænger også af regeringens størrelse. En étpartiregering forventes at bestå af færre ministre end en koalitionsregering.

Trægruppe mister medlem
Udvalgets hidtidige formand, tømrer Lennart Damsbo-Andersen (S), blev genvalgt.

Han er med i den gruppe på tre udvalgsmedlemmer, som er med til at arrangere en udvalgshøring om træbyggeri. Hans Chr. Schmidt (V) er genvalgt, mens de skal kigge sig om efter ny tredjemand efter Merete Dea Larsen.

Andre markante, byggeuddannede politikere blev genvalgt, nemlig murer og erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye (S) og tømrer og beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF).

Tømrer og tidligere MF Jette Gottlieb (EL) er blandt de nyvalgte.

VVS-montør Henrik Brodersen (DF), den maleruddannede Jan Rytkjær Callesen (DF) og den AB-kyndige jurist Mette Reissmann (S) mistede deres pladser.

Godt 30 pct. af folketingsmedlemmerne blev udskiftet. Nogle af de nye har prøvet det før som valgt eller stedfortræder.

Artiklen er en del af temaet Valg 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203