23948sdkhjf

Sydfynsk udlejersucces på larvefødder

Hos Robert Hansen Maskinudlejning A/S ude på landet lidt nord for Svendborg er stort set alt disponibelt maskineri udlejet. Det kan også ses i regnskabet. Firmaet har haft et godt år

Hos Robert Hansen Maskinudlejning i det sydfynske hersker ånden, at den der lever stille, lever bedst. Men når man kommer lidt ind bag facaden og får åbnet døren på klem, så er det som det ofte er med fynboer, en smule anderledes end det ser ud udefra. Der er lidt bevidst nedtoning over det.

Robert Hansen er heller ikke typen, der med det samme lader facaden falde. Sagen er nemlig at det går ganske godt for det mindre/mellemstore udlejningsfirma, og det er også grunden til, at der ikke er noget særligt maskineri hjemme. Det er nemlig lejet ud.

- Jamen det er da rigtigt at det går ganske rimeligt. Vi har da nok at se til, siger han med et lidt kryptisk smil, og erkender at stort set alt disponibelt materiel er ude at køre. Det betyder også at hverdagen er travl for de 25 medarbejdere, fortrinsvis maskinførere, som arbejder ude hos kunderne. Men man kan også leje maskiner uden fører.

Større maskiner
Firmaet råder over gravemaskiner i størrelsesordenen 15-25 tons, samt diverse dumpere og dozere. Men Robert Hansen vil af konkurrencemæssige hensyn ikke ud med, hvor mange maskiner han egentligt har.

Regnskabet taler dog sit eget sprog, og her kan man læse, at regnskabsåret 2017-18 viser et fordoblet resultat i forhold til året før. En bundlinje på knap syv mio. kroner mod ca. det halve året før er en flot fremgang.

- Vi er i de senere år vokset en del, og det har blandt andet givet sig udslag i, at vi blev gazellevirksomhed i 2017. Det er vi selvfølgelig stolte af. En ting er vækst, et andet er jo at få lidt forretning ud af det, og det skal jo helst følges lidt ad, siger han med et smil.

Start for tre årtier siden
- Det er 30 år siden vi startede med at leje maskiner ud, og det startede i forbindelse med at Storebæltsforbindelsen skulle bygges, og siden har det gået sin gang, siger han.

Robert Hansen er svær at holde væk fra udlejning, fordi det er noget han brænder for, og det bliver løbende til investeringer i større og mellemstore entreprenørmaskiner fortrinsvis fra Volvo og CAT.

Det er entreprenørvirksomhederne der er kunder hos Robert Hansen, og det er oftest på længerevarende aftaler.

- Vi nyder en vis tillid hos vore kunder, som ved at vore maskiner er i orden, og sker der et eller andet, så er vi på pletten med det samme. Samtidig har vi faktisk ingen maskiner, der er ældre end 2017, hvor vi skiftede det hele ud. Så vores maskinpark er af nyere dato, og det betyder utroligt meget, når kunden ringer, for der stilles jo miljøkrav med videre, så det er med at have grejet i orden, siger han.

Robert Hansen tilføjer at det også handler om at mindske down-time mest muligt, så kunden ikke står og mangler maskiner.

- Et nedbrud på en maskine er dyrt nu om dage, fordi entreprenørerne skal levere tingene til tiden, og det falder tilbage på os, når det ikke virker som det skal, siger han.

Et andet element i de nyere maskiner, er den teknologiske udvikling, hvor maskinstyring, nemmere og mere effektiv betjening betyder noget for kunderne.

Højkonjunktur giver plads
Robert Hansen oplever at travlheden i bygge- og anlægsbranchen har medført en ny konkurrence, især fra nystartede virksomheder, som ser nogle muligheder i det, der i hvert fald har været et lidt hårdtpumpet marked.

- De nye mindre aktører i markedet er sådan set de værste konkurrenter, fordi de konkurrerer hårdt på prisen. Men erfaring og service tæller også i denne branche, og der vinder vi i længden, siger han.

Han synes det er helt fint at der sker en konsolidering i markedet for udlejning af entreprenørmateriel.

- Vi har ikke noget problem med det, for vi mærker ikke for alvor de store i markedet, når det kommer til den direkte konkurrence, siger han og holder en lille pause, for telefonen ringer. Det er en af de store udlejere, der mangler en maskine, men det fremgår, at Robert Hansen ikke kan hjælpe, for det hele er lejet ud.

Robert Hansen mener dog at tingene har ændret sig noget hen ad vejen. Især den måde markedet er skruet sammen på:

- Før var det jo store motorvejsanlæg, vi leverede maskiner og førere til. Nu er det i noget højere grad byggeriet der efterspørger os. Så det er et dynamisk marked, vi arbejder i, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125