REGION HOVEDSTADEN
HVIDOVRE
Udbygning af skole
Hvidovre Kommunalbestyrelse har vedtaget lokalplan 140 for Holmegårdsskolen endeligt.
Holmegårdsskolen mangler plads, idet det er planen at udvide, så alle årgange får tre spor. Lokalplan 140 baner vej for de nødvendige om- og tilbygninger, som blandt andet omfatter en ny tilbygning i tre etager til indskolingen og en tilbygning i to-tre etager til udskolingen.
REGION SJÆLLAND
VORDINGBORG
Renovering af teatersal
Vordingborg Kommunalbestyrelse har anlægsbevilget og frigivet et rådighedsbeløb på en halv mio. kr. til renovering af teatersalen på Vordingborg Uddannelsescenter.
Pengene skal dække udgifter til udskiftning af spil, træk og håndtering af sceneelementer i teatersalen. I dag er teatersalen udstyret med teknisk udstyr til sceneopbygning, som ikke længere overholder gældende krav.
NYKØBING SJÆLLAND
Seniorboliger
OK-fonden har rettet henvendelse til Odsherred Kommune om opførelse af nye seniorboliger i Nykøbing Sj, og Fonden har i den forbindelse peget på det kommunalt ejede areal ved Getsøvej 5 og 17 som et egnet sted.
Miljø- og Klimaudvalget skal på sit møde 11. juni beslutte, om der skal udarbejdes forslag til lokalplan for området ved Getsøvej.
REGION SYDDANMARK
HADERSLEV
Daginstitution
Haderslev Kommune har afsat i alt 35 mio. kr. til nye institutioner i Haderslev by i årene 2021-2022, og det er blandt andet på tale at etablere en ny daginstitution i tilknytning til Haderslev Idrætscenter. Sagen var på dagsordenen, da udvalget for børn og familier forleden holdt møde forleden.
Forældrebestyrelsen for Sct. Severin Børnehuse er sammen med serviceområdet nået frem til en konkret anbefaling om at nedlægge afdeling Rosengården og flytte personale og børn til en ny institution i tilknytning til Haderslev Idrætscenter.
Udvalget for børn og familier vil have udarbejdet en samlet plan, der beskriver muligheden for en ny daginstitution placeret ved Haderslev Idrætscenter. Planen skal indeholde en plan for sammenbygning med HIC samt legepladsens indretning.
REGION MIDTJYLLAND
VIBORG
Ombygning af sterilcentral
Regionsrådet i Region Midtjylland har bevilget 2 mio. kr. til forundersøgelser samt udarbejdelse af et projektforslag for Sterilcentralen på Regionshospitalet Viborg. Samtidig er det besluttet, at der skal indgås aftale med en gennemgående totalrådgiver om udarbejdelse af projektforslag og udførelse gennem hele projektet for at sikre kontinuitet i processen, og at entrepriseformen er hoved- og fagentreprise.
Sterilcentralen skal opgraderes, så den kan leve op til de gældende standarder, og der skal etableres fysiske forhold, der kan betyde bedre og mere effektive arbejdsgange for Regionshospitalet Viborg.
Hospitalsenhed Midt har i 2017 anvendt 5 mio. kr. fra hospitalets driftsbudget til ombygning af indleveringen, der også kaldes den urene del af sterilcentralen. Nu mangler den resterende del, så sterilcentralen samlet får den standard, der er nødvendigt for et akuthospital.
Den samlede anlægssum for ombygningen er på 29 mio. kr.
SILKEBORG
Kirke
Bydelen Hvinningdal i Silkeborg har udviklet sig markant i den seneste årrække og har brug for flere offentlige faciliteter. Silkeborg byråd har tidligere besluttet at bygge ny hal og daginstitution, Balle Menighedsråd vil gerne bygge en ny kirke og en gruppe borgere har planer om at bygge et fælleshus.
Der er nu udarbejdet et forslag til lokalplan, som baner vej for hal og fælleshus, idrætsområder, plejeboliger og ny kirke, og forleden sendte byrådet lokalplanforslaget i offentlig høring i fire uger.
AARHUS
Boliger
Aarhus byråd har besluttet at fremlægge forslag til lokalplan 1076, Boligområde ved Klokkeskovvej i Stavtrup i offentlig høring.
Lokalplanen er udarbejdet efter ønske fra en privat bygherre for at åbne mulighed for, at området kan anvendes til boligformål med lav boligbebyggelse med enten etageboliger eller med en kombination af rækkehuse og etageboliger samt med tilhørende fælles grønne områder.
HERNING
Byudvikling
Herning Kommune har modtaget en ansøgning fra en bygherre, som ønsker at opføre en ny bebyggelse ved Tingvej i Herning. Der findes en masterplan for området, som sætter retningen for omdannelse af erhvervsområdet ved Tingvej til en ny bæredygtig bydel med boliger, uddannelsesintuitioner, liberalt erhverv og dagligvarehandel. Trods de mange intentioner i masterplanen, det store engagement fra områdets aktører og viljen til udvikling fra både Herning Kommune og de involverede parter, er det ikke lykkedes at påbegynde realisering af omdannelsen.
Byplanudvalget besluttede på sit seneste møde, at masterplanen skal revideres, og at der skal udarbejdes en udviklingsplan for omdannelsen af området, før den konkrete bygherres ønske om at bygge nyt på en enkelt matrikel kan imødekommes.
KNEBEL
Fælleshus
Syddjurs byråd besluttede forleden at godkende forslag til lokalplan nr. 427 område til daginstitution og andre offentlige formål med videre ved Lyngevej i Knebel, som herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.
Mols i Udvikling og andre lokale aktører har sammen med Syddjurs Kommune over de seneste år arbejdet på at få realiseret et fælleshus med arbejdstitlen "Knudepunktet". Som led i arbejdet med "Knudepunktet" blev der i efteråret 2018 afholdt en arkitektkonkurrence. Vinderforslaget fra arkitektkonkurrencen danner grundlag for lokalplanens indhold.
Finansieringen af det nye fælleshus er på plads ved hjælp af Syddjurs Kommune, Lokale og Anlægsfonden, Nordea-fonden, RealDania og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond og en række lokale bidragsydere.
Lokalplanen giver mulighed for nybyggeri og ombygning af eksisterende byggeri. Vinderforslagets anvendelser i form af daginstitution, multisal, madhus, omklædning, Menighedsrådenes kontor og øvrige kontorfaciliteter kan således etableres indenfor lokalplanområdet.
VIRKLUND
Udbygning af daginstitutioner
Børn og Familieafdelingen i Silkeborg Kommune er udfordret af et kraftigt øget børnetal, og der er mangel på pasningspladser flere steder - herunder i Virklund. Kommunen har derfor afsat 5 mio. kr. i år og 7 mio. kr. næste år til udbygning af to børnehuse i byen, og der søges nu om frigivelse af pengene.
Der skal ifølge planerne etableres 20 nye vuggestuepladser i Virklund Børnehave og 22-25 nye pladser fordelt på vuggestue- og børnehavepladser i institutionen Troldehøjen. Begge steder skal der opføres en tilbygning.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hvidovre, Vordingborg, Nykøbing Sjælland, Haderslev, Viborg, Silkeborg, Aarhus, Herning, Knebel og Virklund