23948sdkhjf

Grøn snak behøver ikke at være sort snak

Der skal mere til end gyldne løfter for at byggeriet bliver mere bæredygtigt

Vi står nu i slutningen af en spændende valgkamp, som, udover at være afgørende for Danmarks fremtid, også betyder, at der nærmest ikke findes en politiker, der ikke har taget sin allermest miljøvenlige og bæredygtige kasket på. Vi skal have en grønnere fremtid, et samfund bygget på mere bæredygtige principper, og vi skal sammen tage ansvar for, at det kan lade sig gøre.

Byggeriet er Danmarks næststørste erhverv - og indrømmet, vi er meget traditionsbundne. Man laver ikke bare om på tingene fra den ene dag til den anden i denne branche, og det gælder også, når det kommer til den grønne omstilling.

Men jeg synes alligevel, at vi på mange måder forsøger. Helt fra arkitekter over producenter af materialer til entreprenører. Langsomt men sikkert er der opstået en ny måde at gøre tingene på og en vej frem, som på sigt, med både cirkulær økonomi og miljørigtige initiativer, også har rentable udsigter.

Men skal succesen gå fra gode odds til garanti, kræver det, at flere er villige til at tage chancen og gå forrest uden at hænge sig for meget i bundlinjen. Noget vi ellers har stor tradition for at have fokus på.

Agendaen skal testes
Det er nødvendigt, at vi i byggeriet tester fremtidens byggeagenda, når det kommer til bæredygtighed. At vi forsøger, tør eksperimentere, og at vi selv hver især er med til at betale for det.

Der skal tages chancer og prøves nye ting for at bygge, opføre og drifte bygninger på den mest bæredygtige måde, for at finde frem til de rigtige løsninger, der beviser, at grøn snak ikke behøver at være sort snak.

I Dragør åbnede Framehouse i sidste uge, der som kontorfællesskab og hus er bygget med et stærkt bæredygtigt fokus med varmepumper, solceller mv. Umiddelbart ikke et klassisk rentabelt byggeprojekt opført efter gamle, faste rutiner. Projektet koster derimod flere penge og ekstra kræfter.

Men det er nødvendigt, at vi gør det. At vi tør gå forrest. Både for selv at lære, hvad muligheden er, men også for at tilskynde de rette politiske rammer og et fælles fokus på bæredygtighed.

Det er efter min overbevisning den rigtige måde at gøre det på, og så må det blive rentabelt over tid. Det er i hvert fald med det håb, at Framehouse er blevet opført.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113