23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i København, Munkebo, Langeskov, Marslev, Odder, Viborg, Hjallerup og Hobro

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN

Ombygning til tagboliger
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag tage stilling til, om tagetagen i Holckenhus-karréen på henholdsvis H.C. Andersens Boulevard 33, Dantes Plads 2-6, Vester Voldgade 86 og 90 samt Stormgade 35, kan ombygges til otte tagboliger og to atelierfællesskaber.

Ejeren af ejendommene i karréen ønsker at foretage en ombygning af tagetagen samt udvide et eksisterende erhvervslejemål i stueetagen. I hovedprojektet indgår omdannelse af tagetagen til otte tagboliger samt etablering af to større atelierfællesskaber. Herudover er der ansøgt om en mindre udvidelse af et eksisterende erhvervslejemål i stueetagen. 

KØBENHAVN

Ungdomsboliger i ny tagetage
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag tage stilling til, om der skal dispenseres fra lokalplan nr. 261 Provstevej, så der kan etableres en ny tagetage på det eksisterende etagebyggeri på Bispevej 8.

Det ansøgte projekt omfatter etablering af en ny tagetage på 1.203 kvm med indretning af 32 ungdomsboliger. Tagetagen trækkes 1,5 meter tilbage fra eksisterende facader, og der etableres svalegang langs den nye etage. Oven på tagetagen opføres en tagterrasse, som får adgang via to nye trappetårne. 

KØBENHAVN

Lagerhotel
Ejeren af ejendommen Blushøjvej 9 i det sydlige Valby ønsker at opføre et lagerhotel med et omfang, der udløser krav om lokalplan, og der er derfor udarbejdet et forslag til lokalplan for området. Lokalplanforslaget omfatter hele erhvervsområdet mellem Gammel Køge Landevej, Ellebjergvej og Køge Bugt-banen, og baner dermed også vej for Københavns kommunes egne planer om at opføre et centralkøkken til produktion af kommunens skolemad på naboejendommen Blushøjvej 11-13.

Lagerhotellet får ifølge planerne et etageareal på cirka 5.650 kvm, mens centralkøkkenet forventes at få et etageareal på cirka 2.600 kvm.

Godkender teknik- og mijøudvalget lokalplanforslaget på sit møde på mandag, sendes der umiddelbart herefter i otte ugers offentlig høring.

REGION SYDDANMARK

MUNKEBO

Udbygning af Munkebo Bycenter
Kerteminde Kommune har, i samarbejde med egen samt bygherres rådgiver, udarbejdet forslag til nyt plangrundlag for Munkebo Bycenter, der foruden centerfunktion også omfatter boliger over og nord for de eksisterende centerbygninger.

Bygherre har ønsket at ændre i projektet, blandt andet er en del af boligbebyggelsen flyttet syd for centerbygningerne og højden på boligbebyggelsen er hævet. Det nye projekt består af 124 lejligheder i op til seks etager.

LANGESKOV

Hal
Langeskov Borgerforening har gennem snart 30 år afholdt Langeskov Kræmmermarked. Kerteminde Kommune har hidtil stillet lokaler til rådighed for foreningen på Langeskov Skole, men det er ikke længere muligt. I 2018 måtte foreningen leje sig ind på seks-syv forskellige lokaliteter for at få opbevaret deres materiel til brug for kræmmermarkedet. Nu ønsker foreningen at opføre en hal, der kan bruges til opbevaring af materiel, og som samtidig kan indrettes med mødelokale, køkken og toiletter. Hallen skal være 250 kvm og indeholde et koldt lager på 150 kvm, et isoleret lager på 40 kvm, 38 kvm køkken/mødelokale samt og toiletter og gangareal.

Miljø-, natur- og teknikudvalget skal på sit møde 4. juni tage stilling til, om udarbejdelse af en lokalplan, der kan gøre det muligt at realisere halønskerne skal på den prioriterede liste over kommende lokalplanlægning.

MARSLEV

Grøn-Zoo
Østfyns Produktionsskole anmoder nu Kerteminde Kommune om at prioritere udarbejdelsen af plangrundlag, så planen om at etablere en Grøn-Zoo i Marslev kan realiseres.

Ideen med en Grøn-Zoo er at etablere et sted, hvor dyr der traditionelt bliver produceret til konsumering, er repræsenteret og hvor dyrenes naturlige adfærd understøttes og stimuleres. Derigennem er hensigten at interesse- og holdningsbearbejde skolens elever samt besøgende til et mere etisk kødforbrug af hensyn til egen sundhed, respekt for dyrenes liv samt jordens klima.

Miljø-, Natur og Teknikudvalget behandler sagen 4. juni.

REGION MIDTJYLLAND

ODDER

Etageboligbebyggelse
Arkitektfirmaet GPP har på vegne af ejer ansøgt Odder Kommune om at få mulighed for at opføre en ny etageboligbebyggelse på Horsensvej 2 i Odder.

Forvaltningen indstiller på den baggrund, at der igangsættes udarbejdelse af en lokalplan på baggrund af den fremsendte dispositionsplan, forudsat der ikke kommer væsentlige indsigelser i den foroffentlige høring. Dispositionsforslaget lægger op til, at der etableres et nyt boligområde med boligbebyggelse i to og tre etager. Den nye bebyggelse er søgt tilpasset de omkringliggende områder.

Sagen behandles i miljø-, teknik- og klimaudvalget 4. juni.

VIBORG

Café og yogacenter
Projektgruppen bag Ø-huset ønsker at opføre en ny bygning på sØnæs i Viborg, som skal indrettes til cafe, udlejningslokale med køkkenfaciliteter, yogacenter, sauna og offentlige toiletter.

Projektet er ikke i overensstemmelse med gældende planlægning, og der er derfor udarbejdet forslag til ny lokalplan og kommuneplantillæg for området. Viborg byråd besluttede forleden at godkende disse, som herefter fremlægges i otte ugers offentlig høring.

VIBORG

Boliger
Viborg byråd har vedtaget lokalplan nr. 513 for et boligområde ved Skolevej og Tværvej i Viborg endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre boliger på et område mellem Tværvej og Skolevej i Overlund, Viborg. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af byrådets ønske om at give mulighed for at omdanne et eksisterende plejecenter til boliger og bygge nye boliger på stedet.

REGION NORDJYLLAND

HJALLERUP

Etageboliger
Brønderslev byråd har besluttet at fremlægge forslag til lokalplan 03-B-17.01 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i otte uges offentlig høring.

Lokalplanforslaget er udarbejdet, fordi Escot Erhvervsejendomme A/S ønsker at etablere etageboliger på ejendommene Østergade 16 og 18 samt Stengade 2 i Hjallerup.

Der indgår også et parkeringsanlæg i to etager i byggeplanerne.

HOBRO

Boliger
Mariagerfjord byråd har sagt god for, at forslag til lokalplan 149/2019 boliger på Døstupvej i Hørby Skoleby sendes i offentlig høring i otte uger.

Lokalplanen vil give virksomheden A/S Karl Jensen og Vielshøjen ApS mulighed for at opføre boliger i åben-lav og tæt-lav bebyggelse.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.203|instance-web04