Efter to år med underskud skulle resultatet gerne være positivt igen, når den aarhusianske landskabsarkitekt Schønherr A/S lukker 2019-regnskabet.
- Vi ser optimistisk på 2019 og forventer et beskedent overskud, lyder forudsigelsen fra medejer og adm. direktør Nina Jensen.
Hun fremhæver flere forhold, der gør, at udsigterne er bedre i 2019, selvom omsætningen ventes at blive en smule mindre.
For det første er de projekter, som arkitektvirksomheden nedskrev på i 2017 og 2018, nu afsluttede.
Skåret i staben
For det andet er der i år en bedre sammenhæng mellem omkostninger og aktivitetsniveau sammenlignet med 2018, efter en række tilpasninger af organisationen blev sat i gang ultimo 2018 og i begyndelsen af indeværende år, da det blev klart, at aktivitetsniveauet var lavere end ventet.
- Vi er på plads med tilpasningerne, som både har været på personalesiden og andre ting, siger Nina Jensen.
Fra 2017 til 2018 er medarbejderantallet slanket med næsten 20 pct. fra 50 til 41 gennemsnitligt antal ansatte.
Noget at regne på
Og for det tredje har Schønherr klaret sig godt i arkitektkonkurrencer. Ifølge Nina Jensen har virksomheden på nuværende tidspunkt landet størstedelen af den produktionsmængde, der var budgetteret med for året.
Der er blandt andet skrevet kontrakt på to klimaprojekter, Byudvikling Køge Nord og Karensminde Aksen i København S.
Schønherrs opdeler forretningen i de overordnede områder: kulturarv, det offentlige rum, bygningsnære landskaber, infrastruktur og planlægning. Det er alle fortsat prioriterede områder for tegnestuen, selvom især infrastruktur har været ramt af anlægsloft i kommunerne og færre statslige investeringer de seneste år.
Langt størstedelen af opgaverne foregår på dansk jord. Undtagelsen i øjeblikket er to sygehusprojekter i Norge.
Mere samfundsrelevans
Nina Jensen nævner, at Schønherr på den lange bane i højere grad vil rette strategien mod det, hun kalder samfundsrelevante opgaver.
- Vi vil gerne være med til at løse nogle af samfundets opgaver inden for blandt andet naturgenopretning, kystbeskyttelse og klimatilpasning. Og hvad gør vi ved de tomme bymidter, der opstår rundt omkring. Hvilken slags byliv kan man tilføre de områder?, siger hun.
Schønherr forventer overskud efter to røde år
Adm. direktør Nina Jensen forventer, at tegnestuen leverer overskud i 2019