23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Vestergaard Huse ramt af vokseværk

Vestergaard-koncernen har på få år etableret en ny typehusbygger, der sælger cirka 60 huse om året

Selvom bundlinjen er i minus, så er optimismen i top hos en af landets yngste husbyggere.

- Det har været nogle hårde økonomiske år, for det koster penge at vækste forretningen. Men vi får lige nu flere henvendelser på typehuse end forretningen kan håndtere og har ordrer ind i 2020. Vi ser meget optimistisk på fremtiden, siger Steffen Vestergaard, som er indehaver og adm. direktør i Vestergaard Huse A/S.

Vestergaard Huse lavede et mindre underskud på 525 tusinde kr. i 2018 mod et overskud på 438.000 året før.

All in på nybyggeri
Vestergaard Huse blev oprettet i 2016 og er et søsterselskab til Vestergaard Konstruktion A/S i Løgstrup. Virksomhederne er en del af koncernen Vestergaard Group ApS som ejes af Steffen Vestergaard.

- Vi kommer fra at være en lille tømrervirksomhed i Løgstrup. Vi lavede alle mulige forskellige ting som renoveringer, tilbygninger og nybyggeri. Det var svært for os at håndtere, så vi bestemte os i 2016/17 for gå all in på nybyggeri.

Beslutningen om at satse på nybyggeri førte også til udskillelsen af parcelhusbyggeriet i Vestergaard Huse, mens Vestergaard konstruktion tager sig af rækkehuse, etageejendomme og andet større nybyggeri.

60 huse om året
Steffen Vestergaard fortæller, at det med Vestergaard Huse er lykkedes at få etableret et nyt navn i parcelhusbranchen og få volumen på salget.

- Det er ikke tilfredsstillende, når man ikke laver overskud, men det har kostet os penge at få organisationen på plads og skabe et kendt navn i branchen. Vi er nu kommet i mål med Vestergaard Huse og sælger 60 boliger om året. Vi forventer, at vækste med 15 til 20 huse om året de næste par år. Det har været en meget lærerig proces, siger Steffen Vestergaard.

Virksomheden holder til i Løgstrup tæt på Viborg og dækker herfra Nordjylland samt kører til byer som Silkeborg, Randers og Aarhus.

- Her er der gang i byggeriet, og vi har nemt ved at få ordrer, siger Steffen Vestergaard.

Han fortæller, at omsætningen i Vestergaard Group, der tæller Vestergaard Huse og Vestergaard Konstruktion, fordeler sig med 40 pct. i konstruktion og 60 pct. i parcelhuse.

- Og begge virksomheder er i vækst.

Styringsentreprenør
Koncernen tæller i dag tilsammen 40 medarbejdere, hvoraf cirka halvdelen sidder i administrationen.

- Vi har tænkt meget over, hvordan vi skulle organisere os og kigget på, hvad andre dygtige i branchen gør. Det betyder, at vi bliver mere og mere styringsentreprenører og benytter os af underentreprenører.

Vestergaard-koncernen har blandt andet opbygget egen tegnestue.

- Vi kan lave projekter selv, så vi går efter totalentrepriser i Vestergaard Konstruktion.

Vestergaard Group laver totalt et underskud på 1,7 mio. kr. mod et tilsvarende overskud året før.

Udover opbygningen af Vestergaard Huse, så er koncernens resultat negativt påvirket af, at et par store entrepriser ikke er startet op som planlagt i 2018 grundet manglende myndighedsgodkendelse.

Den manglende indtjening vil i stedet kunne ses i 2019, oplyser Steffen Vestergaard.

- Vi forventer klart et større overskud i 2019. Og det bliver større i 2020. Vi begynder at kunne mærke gevinsten af alle de investeringer vi har foretaget de seneste år.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.078