Jensen Gruppen tæller mere end 60 selskaber og flere er på vej. Det oplyser Karsten Hjarsø, der er koncernchef i landets fjerdestørste byggeentreprenør.
Licitationen - Byggeriets Dagblad har mandag aften talt med Karsten Hjarsø over en telefon fra et af verdens førende teknologimekkaer, San Fransisco. Her henter topchefen fra Jensen Gruppen blandt ny inspiration til fremtidens investeringer.
I forbindelse med fremlæggelsen af årsregnskabet for Jensen Gruppen fortæller Karsten Hjarsø, at koncernen i 2018 har investeret massivt i automatiseringer og bæredygtige løsninger. Og der vil ske mere i den retning fremover.
Robotter
Det er en del af koncernens filosofi, at have fokus på effektiviseringer og processer, der kan aflaste, og i bedste fald erstatte, hårdt fysisk arbejde.
- Vi kommer til at investere mere i automatisering af byggebranchen. Det kan være malerrobotter og afrensningsrobotter, siger han.
Jensen Gruppen består pt. af 60 selskaber, der er organiseret i tre forretningsben. En af enhederne er dedikeret til digitalisering og udvikling. Heri finder man teknologiselskabet HD Lab, der bliver ledet af MT Højgaards tidligere VDC-ekspert Rolf Büchmann-Slorup, og som arbejder med udvikling af blandt andet byggerobotter.
- Og vi er ved at starte flere nye forretningsområder op. Vi kommer blandt andet til at starte et robotfirma, siger Karsten Hjarsø.
Han forventer, at Jensen Gruppen kan have den første robot på markedet i 2020.
Et andet investeringsområde er præfab.
- Præfab kommer til at revolutionere byggeindustrien. Man nedbringer byggetiden, tidsplanen bliver kortere og kvaliteten bliver bedre. Vi kommer med en række tiltage på præfab de kommende år.
Han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvilke områder Jensen Gruppen først går ind med hensyn til præfab. Men han nævner, at det kan være alt lige fra badekabiner til store facader.
Jensen Gruppen investerer massivt i fremtiden
Koncernchef Karsten Hjarsø forventer, at koncernen kan levere den første robot til byggeriet i 2020