Bundlinjen er fortsat med at dykke hos Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S i 2018.
Året er det tredje i træk med faldende indtjening, og med 0,6 mio. kr. før skat har den grønne aktør landet sit dårligste resultat siden 2003. Dengang var der tale om et plus før skat på 0,2 mio. kr.
- Med de udfordringer, vi har haft i 2018, er vi tilfredse med, at vi trods alt kommer ud med et overskud, siger direktør Henrik Hoffmann til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Samlet er Anlægsgartnerne H. Hoffmann gået cirka 3,3 mio. kr. tilbage på resultatet før skat siden 2015. Faldet fra 2017 til 2018 er alene på omkring 1,3 mio. kr.
Udskudte projekter er blandt årsagerne til tilbagegangen:
- I foråret 2018 vandt vi to store opgaver, som skulle være gået i gang i august og september sidste år, men de endte begge med at blive udskudt. Det har kostet os omkring 8-10 mio. kr. i omsætning, fortæller direktøren og påpeger, at det har smittet af på bundlinjen.
Han oplyser, at der er tale om udearealer til henholdsvis en nybygget skole og en virksomhed. Opgaver, som i stedet er gået i gang i februar/marts 2019.
Henrik Hoffmann påpeger desuden, at virksomheden ikke har vinket farvel til medarbejdere som følge af de udskudte projekter, da de er svære at få igen. Og at udskudte projekter ikke er eneste årsag til tilbagegangen.
- Derudover har vi været ramt af to projekter, hvor vi er gået i nul og altså ikke har fået den forventede indtjening. Vi har ikke tabt på dem, men vi har heller ikke tjent på dem, supplerer han og tilføjer:
- Det er møgærgerligt at de her ting falder i samme regnskabsår.
Han understreger, at nulprojekterne er afleverede og altså ikke får betydning i 2019.
Forventer bedre 2019
I indeværende regnskabsår er ambitionen er at vende tilbage til 2017-niveauet, påpeger Henrik Hoffmann, der samtidigt fortæller, at markedet er presset.
- Vi kan godt mærke, at de store spillere i branchen udvider, siger han med henvisning til såvel HedeDanmark A/S som OKNygaard A/S og Forstas A/S.
- De sætter prisniveauet og tager mange markedsandele. Det bliver sværere og sværere som mindre spiller at være med på de store offentlige udbud på plejedelen, lyder det fra direktøren.
Anlægsgartnerne H. Hoffmann gør sig i netop pleje og vedligehold af grønne områder samt nyanlæg og vintertjeneste, og kunderne tæller både offentlige myndigheder, virksomheder og private.
Fokus i 2019 er på at få nye opgaver ind, fortæller Henrik Hoffmann, der oplever en begyndende stagnation i antallet af udbud.
Anlægsgartner præsterer dårligste resultat i 15 år
Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S har i 2018 landet virksomhedens dårligste bundlinje siden 2003. Udskudte projekter og nulprojekter er hovedårsagerne til tilbagegangen