REGION HOVEDSTADEN
GLOSTRUP
Etageboliger
Glostrup Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til Lokalplan GL99 for etageboliger på Sydvestvej 57-59, som herefter fremlægges i offentlig høring. Lokalplanen er udarbejdet for at muliggøre boligbebyggelse på en tidligere erhvervsgrund - Sydvestvej 57-59.
Det er en del af lokalplanens formål, at ny bebyggelse nedtrappes i højden mod Sydvestvej og det tilgrænsende villaområde samt at ny bebyggelse opbrydes og varieres i sit udtryk.
For at sikre tilstrækkelige udendørs opholdsarealer fastlægger lokalplanen, at parkering skal finde sted i en parkeringskælder, så ejendommens terræn kan bruges mere alsidigt til rekreative formål.
ALBERTSLUND
Daginstitution
Albertslund Kommune investerer i en ny daginstitution, og forleden besluttede kommunalbestyrelsen at sætte gang i arbejdet med at få afklaret behov og ønsker til den nye institution. Samtidig frigav kommunalbestyrelsen 1 mio. kr. til forundersøgelser, og besluttede, at institutionen placeres på Teglmosevej 12.
REGION SYDDANMARK
ERRITSØ
14 tæt-lave boliger
By- og planudvalget i Fredericia Kommune har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan for et areal på Krogsagervej 2 i Erritsø.
Lokalplanen skal gøre det muligt for ejeren af Krogsagervej 2 at opføre op til 14 tæt-lave boliger på Krogsagervej 2 i Erritsø.
ANSAGER
25 almene boliger
Varde byråd har godkendt skema A for opførelse af 25 almene boliger på Hejrevej i Ansager.
Det er boligselskabet Alfabo, der står bag byggeplanerne, som omfatter 25 familieboliger opført som rækkehuse med et boliggennemsnit på 96 kvm. Boligerne indrettes med enten tre eller fire rum, sådan at 16 boliger kan ændres fra fire til tre rum og omvendt, hvis der er ønske om dette. Derudover opføres et fælles depotrum og udhus som kan benyttes af lejerne.
Ifølge planerne tages der fat på byggeriet til december i år, og i december næste år kan beboerne flytte ind.
Den samlede anskaffelsessum for projektet er beregnet til 48.076.000 kr.
FREDERICIA
Ombygning
Fredericia Kommune har modtaget en anmodning om ombygning af tre tidligere skolehjem til tæt-lav bebyggelse. De tre tidligere skolehjem ligger på tre selvstændige og spredtliggende ejendomme i Stjernekvarteret. Det er bygherrens ønske at ombygge hver ejendom til fire tæt-lave boliger med tilhørende fællesfaciliteter.
By- og planudvalget i Fredericia Kommune har sagt god for, at der lokalplanlægges, så planerne kan realiseres.
FREDERICIA
Etageboliger
En privat investor - JS Bolig - ønsker at udvikle Vesterbrogade 109 i Fredericia til boligområde med etageboliger i henholdsvis fire og fem etager og har forhørt sig om mulighederne herfor hos Fredericia Kommune.
I projektet består boligbebyggelsen af 76 lejligheder i størrelsen 40-120 kvm med et samlet areal på 6.306 kvm. Det ønskes at give bebyggelsen en højde på fire etager mod Thrigesvej og fem etager mod Nørrebrogade. På adressen ligger i dag en tom fabriksbygning.
Der er administrationens vurdering, at den ønskede ændrede anvendelse til boliger vil kræve en ny lokalplan. Byggeri i fire-fem etager vil ligeledes kræve et kommuneplantillæg.
By- og planudvalget har haft sagen til behandling og har sagt god for, at lokalplanlægningen sættes i gang.
VARDE
Renovering og ombygning
Varde byråd har godkendt skema A for renovering og ombygning af almene familieboliger i Varde Bolig Administrations afdeling 0401 på Kalkovnsvej, Ebbe Brydesvej, Dr. Thorsensvej og Aavej i Varde.
Den forestående ombygning og renovering omfatter opfyldning af kældre, installationer samt sammenlægning af boliger, som ombygges til velindrettede og tidssvarende almene familieboliger.
Helhedsplanen omfatter 75 boliger, hvoraf 32 ifølge planen ombygges.
Afdelingen har store problemer med fugt i kældre. Med boligernes beliggenhed tæt ved Varde Å, er der problemer med vandindtrængning i kældre og heraf fugtproblemer.
Den samlede anskaffelsessum er beregnet til 51.975.947 kr.
ØLGOD
Dagligvarebutik
Varde byråd har vedtaget lokalplan 24.01.L08, som gør det muligt at opføre en dagligvarebutik på 1.200 kvm på hjørnet ved Østerbro, Egknudvej og Bakkevej i Ølgod. Der er tale om en Rema 1000 butik.
REGION MIDTJYLLAND
KØLKÆR
Siloer
Vestjyllands Andel ved Kølkær planlægger at opføre to nye siloer på Hammerumvej, og for at det kan lade sig gøre er der udarbejdet forslag til nyt plangrundlag, som nu indstilles til Herning byråds foreløbige vedtagelse.
Korn- og foderstofvirksomheden har indgået aftale om at købe arealet umiddelbart øst for deres nuværende placering for at kunne etablere de nye siloer her.
HERNING
Vaskehal
Der er udarbejdet forslag til ny lokalplan for et centerområde ved Holstebrovej i Herning, og det indstilles nu til byrådets foreløbige vedtagelse. Forslaget skal bane vej for etablering af en vaskehal i forbindelse med den eksisterende tankstation.
IKAST
24 almene boliger
Ikast Andelsboligforening har fremsendt anmodning om byrådets principgodkendelse af et projekt med 24 almene boliger i Nørregade 2 i Ikast, og den gav byrådet på sit møde for nylig.
Samtidig ønsker en privat investor at bygge 16 etageboliger og to penthouse-lejligheder i Vestergade 8.
De 24 almene boliger forventes at få et samlet boligareal på cirka 2.604 kvm, og den samlede anskaffelsessum er kalkuleret til maksimalt 52,6 mio. kr.
Den private investors projekt forventes at få et samlet boligareal på 1.832,4 kvm.
JUELSMINDE
Carporte
Ejerne af ejendommen Rousthøjs Allé 2P, Juelsminde har søgt Hedensted Kommune om dispensation fra lokalplan nr. 54 til opførelse af fire åbne carporte i galvansieret stål. Teknisk udvalg besluttede forleden at imødekomme ansøgningen.
REGION NORDJYLLAND
SKØRPING
Etageboliger
Ejeren af det gamle Hotel Rebild Park i Skørping er ved at omdanne bygningerne til lejligheder. Ejeren ønsker også på længere sigt at udnytte ejendommen Møldrupvej 2A syd for hotellet, som tidligere har været varmeværk, til etageboligbyggeri.
Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal der udarbejdes ny lokalplan for arealet. Teknik- og miljøudvalget i Rebild Kommune besluttede på sit seneste møde, at en lokalplan for etageboliger på Møldrupvej 2A skal indgå i planprioriteringen.
Ejer ønsker at etablere ni boliger på Møldrupvej 2A.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Glostrup, Albertslund, Erritsø, Ansager, Fredericia, Varde, Ølgod, Kølkær, Herning, Ikast, Julesminde og Skørping