Selv om der bliver bygget tusindvis af boliger i hovedstaden og andre steder i landet, så kommer der nærmest ingen nye andelsboliger - heller ikke via den såkaldte tilbudspligt, hvor lejere overtager deres ejendom til samme pris, som en investor har budt.
Det billede står klart, efter at Licitationen - Byggeriets Dagblad har talt med flere projektudviklere og andre tæt på andelsboligmarkedet.
De ganske få undtagelser omfatter ELF Development, som opfører 44, måske 88 andelsboliger i Irmabyen i Rødovre vest for København - som beskrevet i artiklen til venstre. Desuden bliver det svenske Bovieran-koncept - som omtalt i februarudgaven af magasinet Andelsboligen - efterhånden rullet ud herhjemme: De første 55 seniorandelsboliger i Frederikssund får nu følgeskab af andre 55 andelsboliger til ældre i den nye NærHeden-bydel mellem Høje-Taastrup og Roskilde.
Til gengæld har andre projektudviklere med forkærlighed for andelsboliger helt droppet boligformen. Det gælder fortsat FB Gruppen, der ellers har bygget tre ejendomme på Grønttorvet i Valby i København med andelsboliger, men ændrede et planlagt fjerde projekt til ejerboliger.
Hos EcoVillage, der har udviklet en stribe boligfællesskaber, oplyser partner Rasmus Larsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at de næste byggerier ikke omfatter andelsboliger. Boligformen passer ellers godt til EcoVillage-konceptet om bebyggelser med fælleshuse og andre elementer, der skal fremme fællesskab mellem beboerne.
Lovpakke og lånekrav
Generelt peger udviklerne på to årsager til, at nybyggeriet stort set er stoppet: Dels lovpakken fra juli sidste år om at skabe mere solide andelsboligforeninger med et loft over omfanget af afdragsfrie lån, hvilket kan øge den månedlige boligafgift betydeligt. Dels Finanstilsynets skærpede lånekrav i efteråret til bankerne, som især skal være påpasselige ved boligkøb og andelsboliger i Storkøbenhavn og Aarhus.
De to forhold var også forklaringen, da advokat og projektudvikler Allan Thomsen i februar forklarede magasinet Andelsboligen, at et planlagt andelsprojekt i Værløse i Nordsjælland med 38 boliger i stedet blev omdannet til ejerboliger.
Loftet over afdragsfrie lån og de skærpede lånekrav er samtidig medvirkende til, at der kun bliver oprettet ganske få nye andelsforeninger via tilbudspligten, anfører de fleste kilder.
Hæmsko med høje priser
Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) ser dog lidt anderledes på sagen.
- Vi har hele tiden støttet det politiske forlig og loftet over de afdragsfrie lån - det er med til at sikre økonomisk solide andelsforeninger. I vores øjne skyldes opbremsningen dels de skærpede lånekrav fra Finanstilsynet, dels højere priser på boligejendomme. I beboerkredsen er det blevet sværere at opnå de nødvendige 60 procents tilslutning (for at udnytte tilbudspligten, red.). Konsekvensen af især lånekravene er, at andelsboliger i de to store byer er ved at blive for de mere vejbjærgede familier, siger ABF-direktør Jan Hansen.
Oprindeligt var en af tankerne ved andelsboliger, at de kunne give en lettere adgang til boligmarkedet for unge familier.
Hård opbremsning for nye andelsboliger
Der kommer næsten ingen nye andelsboliger. Eksperterne er dog ikke helt enige om årsagerne