Nej til et 280 meter højt tårn i Københavns Havn.
Det blev resultatet, da bygherren bag det store H. C. Andersen Adventure Tower mandag aften i Teknik- og Miljøudvalget fik afslag på sin anmodning om at igangsætte arbejdet med en lokalplan for bygningen i Nordhavnen.
Stedfortrædende teknik- og miljøborgmester, Karina Vestergård Madsen (Enhl.), er glad for den beslutning, da hun ikke kan se en fremtid for projektet.
- Boliger, erhverv og meget mere samlet i et 280 meter højt tårn ved en forlystelsespark. Det lyder ikke som noget, der hører hjemme i Nordhavnen, siger Karina Vestergård Madsen.
Og det mente flertallet i udvalget altså også.
- Jeg kan ligesom mange andre københavnere ikke se idéen i at opføre en privat bygherrers prestigeprojekt i vores by. Med 280 meter vil det blive det absolut højeste tårn i Øresundsregionen, og det skal ikke stå som en kolos, så vi alle, uanset hvor vi er, kan se det, og mange vil leve i skyggen af det. København er ikke New York, og det er faktisk positivt, siger Karina Vestergård Madsen i en pressemeddelelse.
Hun medgiver, at man kan have høje bygninger, hvor det giver mening, men at der ingen grund er til at bygge højt for højdens skyld.
Tårn, opkaldt efter den kendte eventyrforfatter, vil ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen give en række problemer, som nævnes i indstillingen: Beboerne vil opleve, at deres boliger ligger afsides og uden nærhed til Nordhavns hverdagstilbud, og bygningen vil påvirke oplevelsen af Københavns såvel som Øresundsregionens kultur- og naturlandskaber. Dertil forventes der vindturbulens i de omkringliggende områder.
Langtrukken sagsbehandling
Adm. direktør Kurt Immanuel Pedersen fra H.C. Andersen Adventure Tower (HCAAT), er frustreret over afvisningen fra Teknik- og miljøudvalget.
- Det er skuffende og overraskende efter en så langvarig sagsbehandling - og indgåelse af betinget grundkøbsaftale med kommunens eget udviklingsselskab By & Havn - at projektet pludselig afvises, siger Kurt Immanuel Pedersen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han kan ikke se afvisningen som andet end mistillid til By & Havn, hvilket han finder ironisk:
- Det er mærkværdigt, når afvisningen sker med den begrundelse, at flertallet i udvalget ikke har tillid til, at kommunens eget udviklingsselskab By & Havn vil håndhæve den privatretlige aftale med HCAAT, som med truslen om en bod på 500 mio. kr. skal sikre, at ibrugtagningen af H. C. Andersen-tårnet først sker efter åbningen af Nordhavnstunnellen i 2027, siger Kurt Immanuel Pedersen.
- Vi indgik i december en betinget grundkøbsaftale med By & Havn, med en klausul om ibrugtagningstidspunktet, netop efter anvisning fra et flertal i Teknik- og miljøudvalget, som nu pludselig - efter fem måneder - forkastes af udvalget efter indstilling fra forvaltningen, siger Kurt Immanuel Pedersen.
Eftersom der ikke har kunnet findes et flertal for at starte arbejde med lokalplanen vil den betingede grundkøbsaftale, i HCAATs optik, falde bort.
Yderligere drøftelser
Kurt Immanuel Pedersen siger dog:
- Vi vil nu drøfte med politikerne, om der er andre muligheder for, at aftalen med By & Havn kan opretholdes, og planprocessen igangsættes, men det ser unægtelig svært ud, siger devoloperen, med henvisning til den, ifølge HCAAT, aparte situation, at kommunen ejer 95 procent af By & Havn.
Nordhavn som VIP-projekt
Men ifølge stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen er der mere på spil end blot et højt tårn:
- Første del af Nordhavn er desværre blevet et VIP-projekt med dyre ejerboliger og dyre private lejeboliger. Samtidig er området nærmest kemisk renset for grønne områder. Den fejl skal vi ikke gentage med Ydre Nordhavn. Det område skal laves med fokus på den almindelige københavnere og grønne områder. Ikke rigmandsboliger og en forlystelsespark for turister, siger hun i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.
Tårnplaner for København kuldsejlet
Store drømme at slå nye højderekorder med H. C. Andersen Adventure Tower er skudt ned. Det skete mandag efter en afstemning i Teknik- og Miljøudvalget