Entreprenørvirksomheden Hoffmann A/S fra Glostrup har omsat for over 10 pct. mere i årets første tre måneder sammenlignet med samme periode sidste år.
I det nye kvartalsregnskab fra den norske moderkoncern Veidekke fremgår det således, at omsætningen i Danmark er steget til 569 mio. norske kr. i første kvartal 2019 fra 505 mio. kr. i 2018. Overskuddet er vokset tilsvarende og ligger på 30 mio. kr. for perioden
- Jeg synes, vi har gjort det godt. Vi har bibeholdt en stor ordrebeholdning og tjener på et fornuftigt niveau, siger adm. direktør Torben Bjørk Nielsen.
Forbedret indtjening
Nye ordrer på den nye politiskole i Vejle og et erhvervs- og boligbyggeri i Carlsberg Byen bidrager til, at ordrebeholdningen er på næsten 3 mia. kr. ved udgangen af marts mod 1,7 mia. kr. i 2018.
Hoffmann-direktøren tilføjer om indtjeningen, at den for den rene entreprenørforretning faktisk er forbedret, selvom resultatgraden på 5,3 pct. stort set er identisk med sidste år.
Entreprenøren har i de foregående år haft et ejendomsudviklingsprojekt på Amagerboulevard med i regnskabet, der løbende har bidraget til indtjeningstallene i takt med, at de 115 lejligheder blev solgt. Men det projekt er i 2019 stort set afviklet.
Venter samme omsætning
- Derfor har vi faktisk en forholdsmæssig bedre indtjening i år, siger Torben Bjørk Hansen.
Selvom der har været godt gang i aktivitetsniveauet i 2019, der som nævnt er 10 pct. højere i år ved udgangen af marts, opjusterer Hoffmann ikke sine forventninger til omsætningen.
- Vi forventer fortsat at nå samme omsætning som sidste år. Fremgangen i første kvartal skyldes primært projektforskydninger, forklarer han.
Hoffmann omsatte i hele 2018 for 1,7 mia. danske kr. og kom ud med et resultat på 113 mio. kr. før skat.
Hoffmann løfter top og bund i første kvartal
Entreprenøren forventer fortsat en omsætning på niveau med 2018, selvom væksten var højere i årets første tre måneder