23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter på Frederiksberg, i Højby, Vig, Sunds, Hammerum og Frederikshavn

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG

Etablering af cykelstier
Frederiksberg Kommune har i budget 2019 afsat 6,1 mio. kr. til etablering af cykelstier på Platanvej, hvilket er i overensstemmelse med den politiske beslutning om at etablere cykelsti eller cykelbane på alle trafikveje inden udgangen af 2020.

Etablering af cykelstier vil medføre, at antallet af bilparkeringspladser bliver kraftigt reduceret, hvilket har givet forvaltningen anledning til at undersøge, om Platanvej kan indrettes på andre måder.

Kommunen har i samarbejde med Gehl Arkitekter udarbejdet fem forskellige scenarier for indretning af Platanvej, og heraf besluttede by- og miljøudvalget forleden at sende de fire i høring. 

FREDERIKSBERG

Renovering og omprofilering
Frederiksberg Kommune har i år og næste år afsat penge til renovering og omprofilering af Rahbeks Allé og Pile Allé nr. 45-51 og projektet er planlagt udført i perioden fra sensommeren 2019 til foråret 2020.

By- og miljøudvalget havde sagen på dagsordenen forleden, hvor der blev truffet beslutning om, hvilke af to dispositionsforslag, der skal danne baggrund for udarbejdelse af hovedprojekt. Udvalget besluttede også, at der skal arbejdes videre med muligheden for at anlægge et offentligt grønt anlæg ved Rahbeks Allé nr. 4.

Endelig besluttede udvalget at anmode forvaltningen om at undersøge muligheden for, om der kan etableres legepladsfaciliteter i projektet.

Projektet udbydes efter planen til entreprenører primo august 2019, hvorefter anlægsarbejdet sættes i gang medio september 2019.

Der er afsat i alt 16 mio. kr. til projektet, og heraf er de 600.000 kr. allerede bevilget til forundersøgelse og rådgivning.

REGION SJÆLLAND

HØJBY

Varmeforsyning
Odsherred Varme A/S ønsker at etablere eldrevne luft-til-vand varmepumper som primær kilde til varmeproduktion på Højby og Vig varmeværk frem for den nuværende naturgasfyring. Det udarbejdede projektforslag har været i fire ugers partshøring og indstilles nu til endelig vedtagelse.

Miljø- og klimaudvalget træffer beslutning i sagen på sit næste møde, som holdes 14. maj.

VIG

Fjernvarmeforsyning
Miljø- og klimaudvalget i Odsherred Kommune skal på sit møde på tirsdag tage stilling til et varmeforsyningsprojekt fra Odsherred Varme A/S for etablering af fjernvarme til det nye boligområde, Vig Bakke i Vig, hvor der er planer om at etablere omkring 80 boliger og et fælleshus. 

REGION MIDTJYLLAND

SUNDS

Renovering af Sunds Hovedgade
Teknik- og Miljøudvalget i Herning Kommune har godkendt et skitseprojekt for etablering af cykelstier og forskønnelse af Sunds Hovedgade.

Herning Vand er i gang med at forny kloaksystemet i Sunds Hovedgade, hvilket medfører, at stort set hele gaden graves op. Vejkassen vil i den forbindelse blive sænket for at forbedre afvandingsforholdene i og omkring gaden, herunder håndtering af ekstremregn.

Tilstødende gader til Sunds Hovedgade er også omfattet af kloakfornyelsen. Renovering og forskønnelse af hovedgaden kan således med fordel udføres i samme ombæring.

Projektet vil blive gennemført over to etaper, hvor den sydlige strækning mellem Kærsgårdvej og Teglgårdvej udføres i år, mens den nordlige strækning mellem Nøddevej og Strandvejen forventes udført i 2021.

HAMMERUM

Trafiksikring
I forbindelse med etableringen af den nye skole i Hammerum/Gjellerup i Herning Kommune - Lindbjergskolen - er der behov for at gennemføre nogle trafiksikkerhedsmæssige tiltag, som vil gøre Frølundvej mere sikker for de bløde trafikanter mellem Hammerum Hovedgade og adgangsvejen til hal/skole.

Teknik- og miljøudvalget godkendte forleden forvaltningens forslag til tiltag på Frølundvej.

Forslagene omfatter blandt andet etablering af gennemgående fortove og afstribning for cyklister. Desuden ønskes strækningen mellem Hammerum Hovedgade og Højgade udført som Herning Kommunes første cykelgade, hvor bilister er "gæster", der skal tage særligt hensyn til cyklisterne.

REGION NORDJYLLAND

FREDERIKSHAVN

Fjernvarmeforsyning
Plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune har godkendt et projektforslag for fjernvarmeforsyning af Søværnets Sergent- og Grundskole, Bangsbo Depot samt Bangsbo Museum.

De tre ejendomme ligger i områder udlagt til naturgasforsyning, og Frederikshavn Forsyning ønsker at konvertere disse områder til fjernvarme, så de indgår som en del af Frederikshavn Forsynings forsyningsområde.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.157|instance-web04