Skuffelse og frustration er fulgt ovenpå F.J. Poulsen A/S’ seneste regnskab.
2018 er nemlig ikke gået som forventet for anlægsgartnervirksomheden, der har base i Taastrup.
Forventningen har været et regnskab i stil med 2017, "hvis ikke lidt bedre", som Martin Poulsen, direktør i virksomheden, tidligere har formuleret det over for Licitationen - Byggeriets Dagblad. Realiteten er i stedet en faldende bundlinje.
- Vi er naturligvis ikke tilfreds med regnskabet. Vi har haft lidt faldende omsætning kontra, hvad vi forventede. Derudover har vi haft en lavere dækningsgrad i et marked med hård konkurrence, siger han.
Omsætningen fremgår ikke af regnskabet, men Martin Poulsen oplyser, at den i 2017 var på omkring 68 mio. kr., mens den i 2018 er faldet til omkring 66 mio. kr.
Det hænger sammen med lang behandlingstid hos kunderne, som munder ud i projektforskydninger, forklarer direktøren.
Ifølge Martin Poulsen oplever F.J. Poulsen "rigtig tit", at projekter for offentlige myndigheder bliver udskudt.
- Det koster os penge. For ikke at lave selvmål kan vi ikke bare tage mere arbejde ind, forklarer han og betegner situationen som frustrerende:
- Det er som at slå i en pude.
It-investeringer koster
Martin Poulsen supplerer desuden, at bundlinjen er påvirket af investeringer i digitalisering:
- Et andet parameter, der er rimelig omkostningstungt for os i øjeblikket er, at vi er ved at etablere fulddigitale løsninger, som, vi venter, er fuldt implementeret i 2019.
Digitaliseringen skal være med til at lette papirarbejdet og processer som fakturering og kvalitetssikring, oplyser han.
Vendes blikket mod egenkapitalen, så er den faldet fra 5,7 mio. kr. i 2017 til 5,4 mio. i 2018.
Det hænger ifølge Martin Poulsen sammen med, at F.J. Poulsen har besluttet at splitte virksomhedens ejendomme ud i et separat selskab.
- Derfor falder egenkapitalen i F.J. Poulsen A/S, men som helhed er den steget, siger direktøren, der påpeger, at processen med at udskille ejendomsdelen i et selvstændigt selskab heller ikke har været omkostningsfri.
Projektforskydninger påvirker anlægsgartner
Bundlinjen er ikke landet som ventet hos F.J. Poulsen A/S i 2018. Anlægsgartneren er blandt andet påvirket af udskudte projekter og it-investeringer