Mens den seneste MgO-afgørelse i Voldgiftsnævnet har ført til lettelse hos Dansk Byggeri og den involverede entreprenør, er Bygherreforeningen ærgerlig over, at kendelsen er gået imod bygherren. 
 
Kendelse slår fast, at den entreprenør, der havde brugt facadepladerne på et projekt i Aalborg i 2014, er ansvarsfri, fordi entreprenøren fulgte den viden, byggebranchen havde på det tidspunkt. 
 
- Jeg er jo selvfølgelig altid lidt ærgerlig, når bygherrer ikke får ret. Samtidigt synes jeg, at det er vigtigt at få overblik over, hvad der gør sig gældende - hvor grænserne går - og det har vi nu tre afgørelser, der tegner et billede af. På den måde ved byggeriets parter nemmere, hvordan de skal agere, for ikke senere at komme i fedtefadet, siger Henrik L. Bang, direktør for Bygherreforeningen. 
 
Han understreger, at kendelserne forholder sig til det gamle AB system, og at der i det nye er kommet tydeligere pligter i forhold til informationer om ikke-gennemprøvede materialer. 
 
For nemt at skrifte materialer 
Derudover understreger han, at han tror, der har været et behov for at få kigget nærmere på situationen med at vælge materialer ud fra det, der har været specificeret. 
 
Han mener ikke, der tidligere har været så mange spilleregler her, og at MgO-sagerne er en god anledning til at få set på det. 
 
Dansk Byggeri har ytret bekymring for, at MgO-sagerne fører til tilbageholdenhed i forhold til innovation og udvikling af nye metoder og materialer. Til det siger Henrik L. Bang: 
 
- Jeg tror, balancen tidligere måske var gået i retning af, at det var blevet for nemt at skifte materialer ud med andre. Nu risikerer vi at gå i modsatte grøft på grund af MgO-spøgelset. Vi skal finde en balance. Bygherrer skal gå ind i det her med åbne øjne. Der skal en mere informeret beslutning på banen frem for, at udskiftning af materialer sker mere eller mindre automatisk. Branchen skal finde en god måde at kommunikere og håndtere det på ud fra de nye AB-regler.
Bygherreforeningen ærgrer sig over MgO-afgørelse
MgO-sagerne er en god anledning til at se på, om det har været for let at skifte materialer ud, mener direktør Bygherreforeningen