En bronzemedalje.
Det ville H+ Arkitekter få for det præsterede i 2018, hvis arkitektvirksomheden uddelte medaljer for sine bundlinjeresultater.
Mens omsætningen går tilbage hos den københavnske arkitektvirksomhed, realiseres et resultat før skat på 7,3 mio. kr., hvilket er en forbedring på knap 700.000 kr. sammenlignet med 2017, der hidtil har indtaget tredjepladsen.
Guldmedaljen beholder 2016 med 14,2 mio. kr., mens 2015 fortsat har sølv om halsen, da virksomheden her landede 7,4 mio. kr. før skat.
Om 2018, siger adm. direktør i H+ Arkitekter, Rasmus Klausen:
- Vi er meget tilfredse. Vi lander over 2017 og også en mio. eller to højere på bundlinjen, end vi havde regnet med. Man ville være et skarn, hvis ikke man er tilfreds med det.
Han sender over for Licitationen - Byggeriets Dagblad roser til medarbejderstaben, der i 2018 i gennemsnit har talt 38 ansatte, og begrunder desuden den bedrede bundlinje med såvel kontinuerlige opgaver som procesoptimeringer.
- Vi har oplevet en rimelig kraftig vækst de seneste tre-fire år. Det skaber en risiko for, at luften går ud af ballonen, men vi har formået at holde fast i en bred kundekreds, supplerer han
Rasmus Klausen påpeger samtidigt, at virksomheden havde forudset en nedgang i nettoomsætningen grundet afslutning af flere større sager, hvor der i højere grad er gjort brug af samarbejdspartnere.
Af regnskabet fremgår det, at egenproduktionen er øget 37,2 mio. kr. i 2017 til 39,6 mio. kr. i 2018, mens såkaldt "fremmed assistance" er nedjusteret fra 18,4 mio. kr. i 2017 til 11,7 mio. kr. i 2018.
Tror på vækst
Rasmus Klausen fortsætter, at langt de fleste af H+ Arkitekters opgaver bliver vundet i konkurrenceform.
Og at virksomheden især går efter opgaver for det offentlige - herunder såvel universitetsbyggerier, som erhverv og transformationer.
For 2019 forventes et regnskab, som ligger "et sted mellem 2017 og 2018".
- Der sker meget i markedet. De strategiske partnerskaber breder sig. Det giver store muligheder for dem, der vinder, og udfordringer for dem, som ikke gør. Vi kigger også i den retning og går efter det, men det er lidt en joker. Det gør, at det ikke er helt så sikkert at tale om fremtiden som tidligere, siger Rasmus Klausen.
Ambitionen for H+ Arkitekter på længere sigt er at bygge på resultaterne, fremhæver han og understreger, at det ikke bliver en nem opgave, men at H+ Arkitekter har gennemført generationsskifte og rustet sig til vækst.
Københavnerarkitekt tjener flere penge
Omsætningen går tilbage for H+ Arkitekter A/S i 2018 - men resultatet før skat går frem og lander tredjebedst i virksomhedens historie