Der er et stort misforhold mellem H. Skjøde Knudsens resultatforventninger og Odense-entreprenørens realiserede bundlinje i 2018.
Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad fremhævede adm. direktør Allan Nielsen sidste år forventning om at runde et resultat før skat på 20 mio. kr. i 2018.
Men af det nyligt offentliggjorte regnskab fremgår i stedet en bundlinje før skat på 209.000 kr. svarende til en nedgang i forhold til 2017 på 17,6 mio. kr.
Årsresultatet lander på 140.000 kr.
"Årets resultat er under forventningen for året 2018 og betragtes som meget utilfredsstillende grundet svigtende indtjening på udvalgte projekter i hovedstadsområdet, mens projekter vest for Storebælt er realiseret som forventet", lyder det i ledelsesberetningen til regnskabet.
Op og ned
Generelt har det været et skridt frem og et tilbage for entreprenøren de senere år.
Bundlinjen før skat er således gået fra 40,2 mio. kr. i 2015 til et minus på knap 720.000 kr. i 2016. Og altså fra 17,8 mio. kr. i 2017 til 209.000 kr. i 2018.
Faldet i 2016 hænger sammen med en tabt voldgiftssag. Korrigerer man for den, ville bundlinjen før skat det år have været omkring 12 mio. kr., har Allan Nielsen tidligere påpeget over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
H. Skjøde Knudsen er fortsat part i en anden voldgiftssag.
"Selskabet er part i en voldgiftssag, hvor der er rejst krav imod bygherre i forbindelse med uberettiget ophævelse af en entreprisekontrakt. Det er ledelsens vurdering, som understøttes af en ekstern juridisk vurdering, at ophævelse af kontrakten har været uberettiget", lyder det i regnskabet.
Her fremgår det desuden, at selskabet er involveret i en tvist, hvor underentreprenører har rejst krav imod selskabet som konsekvens af "uberettiget ophævelse af en entreprisekontrakt fra bygherre".
Dertil kommer, at selskabet er adciteret i en enkelt sag vedrørende montage af MgO-vindspærreplader.
Og at H. Skjøde Knudsen samt Jorton A/S og tre ledende medarbejdere igen er på vej i retten, da frifindelsen for prisudveksling ved Retten i Odense er blevet anket af modparten.
"Selskabet forventer, at byrettens dom bliver stadfæstet", lyder det i regnskabet.
Forventer bedre indtjening
Af 2018-regnskabet fremgår det desuden, at H. Skjøde Knudsen har omstruktureret i ledelsen, og at det er besluttet at afvikle kontoradressen i Storkøbenhavn.
Projektledelsen af byggesager på Sjælland og i Storkøbenhavn vil i stedet fremadrettet være forankret på hovedkontoret i Odense, beskrives det.
Det fortsættes, at forventningerne til 2019 er en "aktivitet på niveau med 2018, men med et væsentligt forbedret resultat".
Det er inden deadline ikke lykkes med uddybende kommentarer fra adm. direktør i H. Skjøde Knudsen, Allan Nielsen.
Fynsk entreprenør er millioner fra forventet indtjening
Bundlinjen har langt fra levet op til forventningerne hos H. Skjøde Knudsen A/S i 2018